Før daggry torsdag genlød Yemen af bombeeksplosioner, da en koalition bestående af Saudi-Arabien, Kuwait, De Arabiske Emirater, Qatar og Bahrain angreb houthi-militsen fra luften.
Før bombetogterne meddelte koalitionen, at målet er at beskytte yemenitterne mod den shiamuslimske milits, der med koalitionens ord er 'et værktøj i fremmede landes hænder'.
Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), kalder udviklingen 'dybt bekymrende'.
- Hvis ikke det lykkes parterne at vende tilbage til forhandlingerne om den meget fine forfatning, de faktisk var i gang med at lave, så kan det ende i fuldstændigt kaos, siger Martin Lidegaard ifølge Ritzau.
Overgangsråd skulle lede ud af krisen
Houthi-oprørerne trængte ind i Yemens hovedstad, Sanaa, i september sidste år. De har kæmpet for at vælte regeringen, og i januar trak både premierministeren og præsidenten sig så.
Et overgangsråd er efterfølgende blevet forhandlet på plads, der efter planen skal lede landet og styre det på ret kurs igen.
Det har dog ikke sat en stopper for uroen i landet.
Advarer mod eskalering af krisen
Den afsatte præsident, Abd-Rabbu Mansour Hadi, er flygtet ud af Yemen. Inden da bad han nabolandene om at hjælpe med at bekæmpe militsen.
Også Egypten har tilkendegivet, at der er støtte på vej til at bekæmpe houthi-militsen. Der er også tale om, at der kan blive indsat landtropper.
Martin Lidegaard er bekymret for, at interventionen fra landene i regionen kan påvirke situationen negativt.
- Jeg har en vis forståelse for, at nabolandene har behov for at gøre noget, men jeg tror ikke, at der kan findes en militær løsning på det her, og der er en risiko for, at yderligere militært engagement kan føre til en eskalation, som ingen har interesse i, siger Martin Lidegaard.
Afviser dansk støtte
Irans regering har ifølge nyhedsbureauet AP fordømt bombeangrebene, som kostede 18 civile livet. Iran 'betragter handlingen som et farligt skridt,' siger talsmand for landets udenrigsministerium Marzieh Afkham.
Storbritannien og Tyrkiet har omvendt udtrykt støtte til koalitionen, men Martin Lidegaard mener ikke, at Danmark har ret meget at bidrage med i den nuværende situation.
- Jeg ser ikke nogen ledende rolle for Danmark, siger han til Ritzau og påpeger, at Danmark har været aktive i Yemen og givet 50 millioner kroner i bistand.