Danmark søger en fælles EU-politik over for begge parter i Mellemøstkonflikten, frem for - som Sverige - i enegang at anerkende Palæstina som en stat.
Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) inden et besøg i Israel mandag.
- Vi har sympati for den svenske beslutning. Men vi mener ikke, at det nytter så meget, hvis ikke EU agerer sammen i det her spørgsmål, siger han.
Vold og spændinger i Israel
Udenrigsministeren besøger i denne uge Israel og det palæstinensiske selvstyre, der for tiden er præget af vold og spændinger.
Senest er to grænseovergange mellem Israel og Gazastriben blevet lukket, efter at en raket eller en mortérgranat fredag blev affyret fra Gaza og ramte Eshkol-området i den sydlige del af Israel.
Mandag mødes Martin Lidegaard (R) med udenrigsminister Lieberman og præsident Rivlin.
Og her ventes ministeren at gentage den danske kritisk af Israels belsutninger om at udvide og fremskynde boligprojekter i de besatte områder.
- Det er et forkert signal på et forkert tidspunkt, og det gør det meget svært at nå en tostatsløsning. Og den kritik vil jeg selvfølgelig tage med til Israel, siger han.
Korrespondent: Israel er kold over for dansk kritik
Men DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård forventer, at den kritik kommer til at prelle af på Lieberman.
- Regeringens linje er, at det ikke er bosættelserne, der er en hindring for for en fredsaftale. Det er i stedet de palæstinensere, der bliver ved med at protestere mod, at Israel fortsætter med bosættelser, siger hun.
Den israelske udenrigsminister har allerede reageret kraftigt over den svenske anerkendelse af Palæstina i sidste uge og blandt andet kaldt landets ambassadør hjem fra Sverige.
Israel mod resten af verden
Men selv om kritikken preller af, kan han godt vente, at den tages til efterretning i det skjulte.
- De frygter måske en international diplomatisk isolation. At det her er en snebold, der begynder at rulle, og at andre lande vil følge efter. Der er sket et holdningskifte i flere lande efter den voldsomme kritik i sommer for krigen mod Hamas, siger Puk Damsgård.
- Selvfølgelig gør det indtryk, men ikke i den forstand, at man ændrer kurs.
Israel er blevet kritiseret verden over for dsine bosættelser og sommerens krig. Men i den brede befolkning er der opbakning til regeringens kurs over for palæstinenserne og fredsprocessen.
- Det er holdningen, at Israel passer på sig selv, og at det er det internationale samfund, der ikke forstår Israel, vurderer DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård.