Liberal Alliance vil give andelsboliger lov til at blive ejerboliger

Folk skal selv bestemme, hvilken bolig de vil bo i, lyder det fra Liberal Alliance.

Andelslejligheder - som disse på Amager i København - skal kunne omdannes til ejerboliger, mener Liberal Alliance. (Foto: © Bjarke Bo Olsen, Scanpix)

De 150.000 danskere, der i dag har en andelslejlighed, kan se frem til gevinster i millionklassen, hvis et nyt forslag fra Liberal Alliance bliver til virkelighed. Forslaget vil nemlig give mulighed for at omdanne andelslejligheder til ejerlejligheder.

- Vi går ind for, at folk selv skal have lov til at bestemme over deres ejendom. Og da andelsboligforeningen ejer ejendommen, så skal den også have lov til at bestemme, om den hellere vi være en ejerforening. Der er ingen grund til, at vi har en masse andelsboliger, hvis dem, der bor i dem, hellere vil have, at det skal være en ejerbolig, siger boligordfører Ole Birk Olesen (LA) om forslaget, der fredag formiddag skal debatteres i folketingssalen.

Men forslaget bringer sindene i kog hos både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, der mener, at forslaget vil skade almindelige menneskers mulighed for at få en bolig, der er til at betale.

- Forslaget vil kun gøre det endnu mere vanskeligt for mennesker med almindelige indtægter at få adgang til at bosætte sig i København og andre attraktive områder. Det vil gå ud over tømreren, sygeplejersken, politibetjenten, sosu-assistenten og alle andre almindelige danskere, mens det kun bliver dem med den tykke tegnebog, der får adgang til boligerne i de store byer. Men det er typisk Liberal Alliance, de vil liberalisere alting, siger Socialdemokraternes boligordfører, Jan Johansen.

Score kassen

Dansk Folkepartis boligordfører konstaterer, at forslaget vil give nuværende andelsbolighavere mulighed for at "score kassen".

- Men problemet er, at det bliver på bekostning af, at der bliver færre billige boliger. Den almindelige danskere skal også have mulighed for at komme ind på boligmarkedet, siger Merete Dea Larsen.

Ole Birk Olesen afviser, at forslaget vil reducere antallet af billige boliger.

- Jeg anerkender ikke, at det nødvendigvis vil føre til færre billige boliger. Vi ved ikke, om den pris, loven sætter for en andelsbolig, er den reelle pris på markedet. I tider som disse er der en tendens til, at man ikke kan komme ind på andelsboligmarkedet uden at betale penge under bordet, siger Ole Birk Olesen og fastslår, at omdannelse fra andel til ejer kan modvirke den udbredte brug af penge under bordet ved andelsbolighandler.

- Vi ved, at der i forholdsvis stor stil bliver betalt mange penge under bordet. Den her sorte økonomi vil man kunne forhindre, hvis man omdanner andelsboliger til ejerboliger og dermed har mulighed for at sælge boligen for det, som den reelt er værd, siger Ole Birk Olesen.

Smadre andelsboligmarkedet

I dag kan man omdanne andelsboliger, som er rækkehuse, dobbelt- eller enkelthuse og i få begrænsede tilfælde etageejendomme til ejerboliger, men generelt set er det ikke muligt at omdanne en andelsboligforening til en ejerforening, når det gælder lejligheder, skriver Liberal Alliance i forslaget. Men det er "unødigt formynderisk", at man "centralt skal diktere, at man ikke i en andelsboligforening må vælge den ejerform, som andelshaverne ønsker," anfører partiet.

Merete Dea Larsen frygter, at forslaget helt vil smadre andelsboligmarkedet i de største byer:

- Det vil betyde enden på andelsboligerne specielt i storbyerne. Og jeg mener andelsboligtanken er en smuk tanke, hvor man i solidaritet sikrer sig, at man har et forholdsvis billigt sted at bo. Det skal vi bevare, siger Merete Dea Larsen.

Ole Birk Olesen, der ikke mener man bør holde andelsboligmarkedet kunstigt i live.

- Jeg mener ikke, at man skal holde antallet af andelslejligheder oppe på et bestemt niveau, hvis prisen for det er at folk ikke kan bestemme over deres egen bolig, siger Ole Birk Olesen.