Hackerangreb, som russiske hackere ifølge Center for Cybersikkerhed har rettet mod det danske forsvar, svarer lidt til at bryde ind i dets kantine.
Det vurderer Ken Friis Larsen, der er lektor ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet.
- Hvis man skal bruge en fysisk analogi, har hackerne måske brudt ind i kantinen og kantinekontoret et centralt sted i Forsvaret.
- Så har de måske taget alle sedlerne på opslagstavlen, rodet lidt rundt på kontoret og taget forskellige papirer på kontoret, siger han.
Umiddelbart intet alvorligt
Der er ikke umiddelbart sket noget alvorligt, tilføjer Ken Friis Larsen.
- Men de, der har lavet indbruddet, har fået en masse oplysninger, som de måske kan bruge til noget andet, siger han.
Lektoren understreger, at han ikke selv har direkte kendskab til det materiale, som de russiske hackere har fået adgang til.
Angrebet er beskrevet i en rapport, som Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste har udgivet søndag.
I rapporten lyder det, at hackerne har skaffet sig adgang til såkaldt ikkeklassificerede oplysninger.
- De er formentlig ikke sluppet af sted med vigtige forsvarsmæssige oplysninger, vurderer Ken Friis Larsen.
Men oplysninger kan bruges til andre angreb eller til at hyre agenter, advarer han og bruger igen billedet med et indbrud i forsvarets kantine.
- Det kan være, man har fundet ud af, at der er nogen, der er ekstremt laktoseintolerant, og at man så kan begå et direkte angreb mod den her person, som senere kan få nogle katastrofale følger, siger lektoren.
I Danmark har truslen fra cyberspionage mod danske myndigheder gennem længere tid været vurderet som "meget høj".
Og Ken Friis Larsen er da heller ikke overrasket over, at det kunne ske.
- Det kan ske for alle. Det svarer lidt til, hvis jeg var blevet spurgt, om jeg var overrasket over, at der havde været indbrud på et af deres våbenlagre.
- Det er selvfølgelig alvorligt og noget, der skal undgås. Men som sådan er sikkerhed ikke sort/hvidt.
/ritzau/