Lars Løkke Rasmussen håber "dybfølt" på Karen Ellemann som V-gruppeformand

Statsministeren har netop præsenteret sin nye regering foran Amalienborg.

Karen Ellemann stopper som minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde., (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Karen Ellemann (V) er formentlig på vej til at blive ny gruppeformand eller kvinde, om man vil, for Venstres folketingsgruppe.

Det afslører statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) foran Amalienborg, hvor han netop har præsenteret sine nye ministre.

- Jeg har bedt Karen Ellemann-Jensen om at træde tilbage som minister med det dybfølte håb, at Venstres folketingsgruppe vil vælge hende som Venstres første kvindelige gruppeformand.

Hvis hun bliver valgt, hvilket er op til medlemmerne af Venstres folketingsgruppe, vil hun i givet fald afløse den nuværende gruppeformand Søren Gade, der træder tilbage fra posten. Han stiller i stedet op til det kommende valg til Europa-Parlamentet næste sommer.

Pind-farvel udløste rokade

Karen Ellemann afløses af det mangeårige Venstre-medlem Eva Kjer Hansen på posten som minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde.

Rokaden er udløst af afgående uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds ønske om at stoppe, fortæller Lars Løkke Rasmussen foran Amalienborg.

- På denne smukke solskinsdag kan jeg præsentere tre nye ministre. Det sker efter, at Søren Pind (afgående uddannelses- og forskningsminister, Venstre, red) efter lange samtaler med mig gennem længere tid i går meddelte sin beslutning om at stoppe i politik, træde ud af Folketinget og stoppe som minister, siger han.

Tre nye ministre

Iværksætteren Tommy Ahlers skal være uddannelses- og forskningsminister, og overtager dermed Søren Pinds ministerpost.

- Han er visionær, fremtidsorienteret og den helt rigtige mand til at blive sat i spidsen med at drive vores uddannelses- og forskningspolitik ind i fremtiden, lyder det fra Venstre-formanden.

Venstres folketingsmedlem Eva Kjer Hansen overtager Karen Ellemanns ministerpost som minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

- I kender Eva. Hun har både beskæftiget sig med fiskeripolitik og udenrigspolitik, og er derfor den rigtige til den her opgave, siger statsministeren.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, får for første gang chancen som minister. Han overtager hvervet som miljø- og fødevareminister efter Esben Lunde Larsen.

- En rigtig dygtig politisk ordfører, som nu også har afsættet til at drive vores miljøpolitik og vores fødevarepolitik videre, siger Lars Løkke Rasmussen.