Det er ikke gode nyheder for Storbritannien og resten af EU, at den britiske premierminister, Theresa May, i dag har valgt at kaste håndklædet i ringen og meddele, at hun i den nærmeste fremtid stopper som både premierminister og konservativ partiformand.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter at Theresa May kom med meldingen klokken 11 dansk tid foran Downing Street.
Statsministeren frygter nemlig, at vi igen vil se en endnu mere polariseret politisk debat i Storbritannien, hvor de forskellige parter mener alt fra, at der skal gennemføres et hårdt brexit, til at der skal være en ny folkeafsteming om EU-medlemsskabet.
- Risikoen for et hårdt brexit er steget, og det vil gøre rigtig ondt på Storbritannien og også på os andre, siger han.
Theresa May var tydeligt påvirket, da hun meddelte sin afgang i formiddags.
- Jeg har gjort alt, jeg kunne, for at overbevise medlemmerne af parlamentet om at bakke op om aftalen. Desværre har jeg ikke været i stand til at gøre det succesfuldt, sagde Theresa May i sin farveltale.
En kaotisk situation
Afgangen kommer, efter at det står klart, at hun ikke har været i stand til at få opbakning til en brexit-aftale i det britiske parlament. Også hendes fjerde forsøg på at få flertal for en aftale står til at blive stemt ned af de britiske politikere.
Lars Løkke Rasmussen er dog ikke overrasket over, at Theresa May har valgt at trække stikket, selv om hun ikke har fået stemt et forslag til en aftale igennem i parlamentet.
- Hun har slidt og slæbt, men har måske også været lidt stædig og fra første dag valgt at køre sin egen løsning, siger han og pointerer, at Storbritannien nu står i endnu sværere situation end før Mays farvel.
- Nu har vi bare en kaotisk situation, hvor vi må afvente, at det konservative parti finder en ny premierminister.