Lars Løkke: Der er ikke 90 mandater bag topskattelettelse

V, LA, K og R har kun 61 mandater. Derfor må idealer - og Samuelsen - bøje sig mod realiteterne, siger Løkke.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) konstaterer nu, at der ikke er et flertal i Folketinget, der ønsker at lette topskatten, sådan som Anders Samuelsen og Liberal Alliance kræver det. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Lad nu fornuften råde og udvis parathed til at indgå konstruktive forhandlinger uden ultimative krav.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der lørdag holdt tale for 500 unge VU'ere samlet til VU's landsstævne i Assentofthallen ved Randers.

Udmeldingen kommer, efter at DF-formand Kristian Thulesen Dahl har gjort det klart, at han ikke vil lægge stemmer til en topskattelettelse på fem procentpoint, som LA kræver.

- Der er, som det står nu, ikke 90 mandater eller noget, der minder om det, for topskattelettelser. Det er virkeligheden. Realpolitik, om man vil. Venstre, Liberal Alliance, Konservative og Radikale har sammen 61 mandater. Resten er i virkeligheden imod.

- Det er den virkelighed og det styrkeforhold, der skal forhandles i. Ville jeg ønske, at det var anderledes? Ja. Men vil jeg smide alting på gulvet, fordi man ikke kan få det hele, men kun 90 procent? Nej, siger Løkke.

Må ikke forpasse "unik chance"

Dermed sender statsministeren et utvetydigt signal til LA-leder Anders Samuelsen. Et mistillidsvotum til V-regeringen giver ganske enkelt ingen mening.

Når DF siger endegyldigt nej, så kan Venstre ikke trylle et flertal frem, uanset hvor meget LA måtte stampe i jorden og kræve det.

- Jeg opfordrer mine kolleger i de andre borgerlige partier til at kæmpe ved forhandlingsbordet i Finansministeriet i stedet for gennem pressen.

- For jeg tror, hele det borgerlige Danmark - ligesom jeg - ved, at vi står med en unik chance for at løfte Danmark et bedre sted hen. Den må vi ikke forpasse, siger Lars Løkke Rasmussen.

Sikkert til frustration for Samuelsen kvitterer Løkke samtidig for, at Thulesen Dahl trods sin kontante melding har erklæret sig parat til at forhandle om elementer af topskatten. Derfor må Samuelsen nu besinde sig, ligger det underforstået i Løkkes udtalelser.

- Ét er, at ultimative krav risikerer at splitte et borgerligt flertal. Men det er alligevel værre, at fastlåste ultimative krav kan komme til at bane vejen for lige nøjagtigt det modsatte af det, man gerne vil opnå.

- At forpasse muligheden for at gennemføre en plan, som gør Danmark rigere og sænker skatten med et stort milliardbeløb. Vil man få skattelettelser med et andet flertal i Folketinget? Nej. Man vil nok i virkeligheden få det modsatte, siger Løkke.

/ritzau/

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1277683398948848