Det er ikke Landbrug & Fødevarer, der har bedt om en grøn tillægsaftale til den omstridte landbrugspakke, der i de seneste dage har skabt et politisk drama på Christiansborg.
Men hvis de borgerlige kan blive enige om en ekstraaftale, er det altafgørende for landbrugets største erhvervsorganisation, at den ikke kommer til at give landmændene eller fødevarebranchen et økonomisk smæk.
Det er meldingen fra Karen Hækkerup, der er administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer.
- Tillægsaftalen er ikke et ønske fra vores side, og den må ikke underminere landbrugspakken. Pakken er netop lavet for at give en hjælpende hånd til landbrugserhvervet, og derfor må tillægsaftalen ikke komme til at koste erhvervet penge og arbejdspladser, siger direktøren.
Pakken, som skal tredjebehandles i folketingssalen i dag, lægger blandt andet op til, at landmændene kan få lov til at gøde mere.
Det skal der ikke laves om på, siger Karen Hækkerup.
- Men der er nogle permanente elementer i landbrugspakken – eksempelvis etablering af minivådområder og mininaturanlæg - der på den lange bane skal reducere kvælstofsudledningen. Nogle af de initiativer kan man godt fremrykke, men det vil komme til at koste penge, siger hun og fortsætter:
- Det vigtige er bare, at der ikke bliver sat en stopper for, at landmændene kan få lov til at gøde mere allerede nu. For det har vi brug for.