LA: Tiden er måske ved at rinde ud for Postnord

Prisen for at redde Postnord fra økonomisk krise får LA til at overveje, om den danske stat skal trække sig som medejer. DF afviser.

- Tiden er måske ved at rinde ud for Postnord, siger Liberal Alliances postordfører, Villum Christensen (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Det dansk-svenske postvæsen Postnord er i dyb krise.

Danskerne sender ikke længere breve til hinanden, og det har efterladt selskabet i store økonomiske problemer.

Liberal Alliance mener derfor, at det er tid til at overveje, om den danske stat skal trække sig som medejer af Postnord, hvor Danmark ejer 40 procent af aktierne, mens Sverige ejer de resterende 60 procent.

- Regeringen har som udgangspunkt, at vi skal skille os af med den type virksomheder, og jeg vil være meget overrasket, hvis vi stadigvæk har Postnord om fire-fem år, siger partiets postordfører, Villum Christensen.

Postnord har bedt den danske og svenske stat om 2,3 milliarder kroner for at få firmaet tilbage på rette kurs, så det fortsat kan bringe breve og pakker ud i Danmark og Sverige.

Men i en ny rapport, som Nordea har lavet om selskabet, fremgår det, at en redningspakke til Postnord kan gå hen og blive langt dyrere.

Hos Liberal Alliance er postordføreren bange for, at Postnord stadig vil have økonomiske problemer, selvom den danske og svenske stat bliver enige om at sende 2,3 milliarder kroner til selskabet.

- Skrækscenariet er, at når der er gået to eller tre år, så lykkes det alligevel ikke. Så har vi spildt pengene, eller også skal man have flere penge, siger Villum Christensen.

Han tilføjer, at der måske ikke længere er brug for Postnord, og at man ikke skal holde liv i noget, bare fordi det altid har været der.

- Tiden er måske ved at rinde ud for Postnord, siger han.

Ordføreren afventer nu svenskernes bud på, hvad der skal ske med Postnord.

DF afviser salg af Postnord

René Christensen, finansordfører for Dansk Folkeparti, afviser et salg af Postnord, som tingene ser ud nu.

- Vi mener slet ikke, at det er til diskussion, at den danske stat skal trække sig ud af Postnord og afhænde Postnord, siger René Christensen.

Ifølge ham lyder det nemmere at sælge Postnord, end det egentlig er, fordi der er mange tjenestemænd ansat i Postnord i dag, som vil koste milliarder at fyre i forbindelse med et salg.

Samtidig husker han på, at postloven i Danmark skal overholdes.

- Jeg tror, at alle partier stadigvæk er enige om, at vi har en postlov, som skal overholdes - altså at man overalt i Danmark kan få leveret post, siger han.

Hvis diskussionen rejser sig om et salg af Postnord, kan det ifølge Dansk Folkeparti tidligst komme på tale om ti år.

Postloven skal stadig overholdes, så der bliver leveret post i hele Danmark, siger Her René Christensen (DF). (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Ingen afgørelse endnu

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres finansminister, Kristian Jensen, eller transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, da regeringen for tiden forhandler med den svenske medejer om en løsning på Postnords problemer.

Finansministeren sagde dog tidligere på måneden, at politikerne formentlig først vil tage stilling til Postnords fremtid og milliardtilskuddet efter sommerferien.

Jacob Jensen, finansordfører for Venstre, understreger dog, at partiet ikke bare sender milliarder efter Postnord.

- At skrive en check på 2,3 milliarder, det er i hvert fald noget, jeg ikke har tænkt mig at gøre. Det skal overvejes ganske nøje, siger han.

Samme melding kommer fra Socialdemokratiets postordfører, Christian Rabjerg Madsen.

- Vi har ikke lagt os fast på nogen endelig løsning endnu. Det kan vi først gøre, når alle oplysninger er på bordet, og det er de ikke endnu, siger han.