LA og K kritiserer regeringens mundkurv til forskere

DF mener til gengæld, at det var ”helt fint” at pålægge universiteter ikke at offentliggøre viden, inden regeringen havde flertal for sin landbrugspakke.

Regeringens landbrugspakke blev vedtaget af de fire partier i blå blok efter et tumultarisk forløb, der kulminerede ved, at Eva Kjer Hansen (V) måtte gå af som miljø- og fødevareminister. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Det er et demokratisk problem, at regeringen i praksis har givet forskere mundkurv på og pålagt dem ikke at dele de tal og oplysninger, forskerne leverede om den omdiskuterede landbrugspakke.

Sådan lyder det fra Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, efter at P1 Orientering har afdækket, at forskere på Aarhus Universitet ikke måtte offentliggøre de beregninger, de leverede til ministeriet, før 1. februar 2016.

Det vil sige, først efter regeringen i december havde indgået et forlig og sikret sig et politisk flertal i Folketinget bag landbrugspakken.

- Det er dybt kritisabelt, at offentligheden og Folketinget ikke kan få den samme information, som ministeriet har siddet inde med, siger De Konservatives landbrugsordfører, Rasmus Jarlov.

- Det er for mig endnu et tegn på, at man ikke har ønsket, at offentligheden og Folketinget skulle have fyldestgørende og retvisende oplysninger om landbrugspakkens konsekvenser, siger han.

LA: Man gør sig sårbar

Hos Liberal Alliance understreger landbrugsordfører Mette Bock, at partiets opbakning til regeringens landbrugspakke havde været uforandret, hvis forskerne havde haft mulighed for at offentliggøres deres viden på et tidligere tidspunkt.

Men det er ikke desto mindre et principielt problem at holde viden tilbage fra offentligheden, lyder det.

- Principielt mener jeg ikke, at man skal holde forskningsresultater tilbage. Det er hverken en politisk opgave eller en opgave for embedsværket. Man gør sig sårbar ved at indsætte sådan nogle bestemmelser, siger Mette Bock.

Det fremgår af en kontrakt mellem Miljø- og Fødevareministeriet og Aarhus Universitet, at forskerne ikke måtte offentliggøre de oplysninger, som de lavede til ministeriet, før 1. februar.

Rasmus Jarlov mener, at de nye oplysninger klart viser, at ministeriet ikke ønskede at give omverdenen indblik i de data, der blandt andet lå til grund for den omdiskuterede landbrugspakke.

- Det er også derfor, at det endte med, at vi ikke længere havde tillid til ministeren (Eva Kjer Hansen, red.). Vi vil som Folketing og offentlighed have fyldestgørende informationer – ellers træffer vi beslutninger i blinde. Så det handler om noget demokratisk meget vigtigt og principielt, siger Rasmus Jarlov.

Ikke enestående

Sagen er imidlertid ikke enestående.

I 2013 kunne Orientering på P1 afdække, hvordan Naturstyrelsen under Miljøministeriet fik fjernet dele af konklusionerne i et notat skrevet af forskere fra Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet, inden det blev offentliggjort.

Men den slags klausuler bør droppes fremover, mener både Konservative og Liberal Alliance.

- Personligt mener jeg, at det er noget, vi er nødt til at få lavet om. Det kan ikke være sådan, at ministre må tilbageholde oplysninger for Folketinget, siger Rasmus Jarlov.

Liberal Alliance vil fremover være opmærksom på, om kontrakter med lignende klausuler indgås, når et ministerium skal bruge tal og oplysninger fra universitetsforskere.

Konkret vil landbrugsordfører Mette Bock opfordre miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til at droppe den slags klausuler, når der inden længe skal forhandles om en naturpakke.

- Hvis man beder forskere – og det gør man jo i mange ministerier – om at komme med nogle ting, man kan bruge i den slags forhandlingsforløb, vil vi anbefale, at man ikke har den slags klausuler om offentliggørelse, siger Mette Bock.

Bliver det et krav eller en anbefaling i forbindelse med forhandlingerne om naturpakken?

- Nu vil vi lige kommet i gang. Jeg tror også, at den her diskussion alene kan gøre, at man tænker sig om en ekstra gang, før man laver den slags kontrakter fremadrettet, siger Mette Bock.

DF: Det er helt fint

Hos Dansk Folkeparti kan man dog ikke se de samme problemer med klausuler om, hvornår forskere må offentliggøre sit arbejde.

Det er ”helt fint”, mener landbrugsordfører René Christensen (DF).

- Når man har forhandlinger og laver politik, så starter man selvfølgelig med at gøre det i et lukket rum, hvor man siger: Hvad skal vi arbejde med, og hvor kan vi komme hen?

- Hvis alle forhandlingsforløb skulle starte ude i offentligheden, var der mange ting, der aldrig kunne lade sig gøre. Det er meget vigtigt, at der er et rum til at forhandle tingene, og så skal alt selvfølgelig være offentligt tilgængeligt bagefter, siger René Christensen.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har ikke ønsket at svare på spørgsmål om sagen.

https://www.facebook.com/drpolitik/posts/1586401388341007