Den landskendte leder af plejehjemmet "Lotte" på Frederiksberg, Thyra Frank, tager orlov fra forstanderjobbet.
Det meddeler partiet Liberal Alliance, som har Thyra Frank som en af sine spidskandidater til det kommende folketingsvalg.
- Jeg har søgt orlov, fordi jeg gerne vil have mere tid til min familie – særligt min mor, som er meget svækket, siger Thyra Frank i en pressemeddelelse fra Liberal Alliance.
- Desuden ønsker jeg at hellige mig mit arbejde som formand for Ældrekommissionen og som folketingskandidat for Liberal Alliance, tilføjer hun.
Under Thyra Franks orlov er souschef Annemarie Garvold konstitueret som forstander på "Lotte".
Ville gå efter anmeldelse
Tidligere onsdag meddelte DAGBLADET Køge, at Thyra Frank ville forlade sin stilling, men af en anden grund.
Avisen oplyste, at Thyra Frank tirsdag aften som afslutning på et foredrag fortalte, at hun ville træde tilbage, fordi en 74-årig storryger har meldt hende til Arbejdstilsynet.
Anmelderen har klaget over, at Thyra Frank lader beboerne på "Lotte" ryge i fællesrummet.
- Det gider jeg bare ikke stå model til. Der er aldrig før nogen, som har meldt mig til Arbejdstilsynet. Hvis det skal være på den måde, så hedder lederen af "Lotte" Annemarie, siger Thyra Frank til DAGBLADET Køge.