LA er ude af finanslovforhandlingerne

Liberal Alliance er ude af forhandlingerne om finansloven. Tilbud om at droppe multimedieskat var ikke nok for Anders Samuelsen.

Anders Samuelsen (© DR)

Liberal Alliance er ude af finanslovsforhandlingerne, oplyste finansminister Claus Hjort Frederiksen fredag kort før klokken 16.

- Anders Samuelsen [Liberal Alliances partileder] har stillet nogle ultimata, som vi ikke kan imødekomme, erklærede finansministeren.

Krav til 3 milliarder

- Det handlede blandt andet om multimedieskatten, som skulle afskaffes. Regningen ville løbe op i tre milliarder kr., og det er urealistisk.

Claus Hjort Frederiksen sagde, at han var skuffet, og at han havde håbet på et forlig, der også omfattede Liberal Alliance.

Sagde nej til tilbud om skat

Efter hvad DR Nyheder erfarer, fik Liberal Alliance under forhandlingerne tilbudt, at regeringen ville droppe enten multimedieskatten eller en anden af de tre skatter, LA har krævet afskaffet.

Men det var ikke nok for Anders Samuelsen. Alle tre skatter skulle væk.

De tre skatter, LA har haft sigtekornet fast indstillet på, var multimedieskatten, iværksætterskatten og udligningsskatten på store pensionsudbetalinger.

Helt afhængig af KD

Regeringen er nu helt og holdent afhængig af Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen, der sidder på det afgørende 90. mandat, som sikrer regeringens flertal i Folketinget.

Blandt de krav, han har stillet under finanslovsforhandlingerne, er flere hospicepladser, en pulje til landdistrikterne, en dato for motorvejsbyggeri mellem Herning og Holstebro, samt nedsættelse af en værdikommission.