1686 personer.
Så mange står lige nu på Rigspolitiets liste over personer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet i Danmark.
Og det er 177 færre personer end ved udgangen af 2011. Hos Rigspolitiet, hvor man har et meget detaljeret billede af bandeaktiviteten, understreger man, at tallet er dynamisk.
- Nu er nedjusteringen sket. Og den er primært sket som følge af, at enkeltindivider og nogle løsere bandestrukturer, som har ligget nede i dét, vi kalder niveau to, er blevet opløst som følge af dét pres, der har været fra miljøet - dels fra politiets side, siger Kim Kliver, politiinspektør hos Rigspolitiet, til DR Nyheder.
Kim Kliver, der er chef for Nationalt Efterforskningscenter (NEC) understreger, at den faldende tendens desværre ikke kan overføres til konfliktniveauet mellem og internt i banderne.
Banderne kæmper fortsat om narko og våben, inden for hvad de forstår som deres territorier.
Fald for første gang i lang tid
Siden 1999 har politiet til internt brug haft en database med personer tilknyttet bandemiljøet.
I 2009 lavede Rigspolitiet for første gang en rapport med oplysninger om samtlige personer med tilknytning til enten rockerklubber eller bander.
Og siden har den liste vokset sig længere og længere. Ved udgangen af 2009 havde politiet registreret 944 personer med tilknytning til bander. For blot et halvt år siden var tallet helt oppe på 1863.
De frafaldne bandemedlemmer kan forklares således:
- Dels som følge af, at de er blevet sat i fængsel. Og for de lidt løsere bandestrukturer kan vi se, at tingene er faldet lidt fra hinanden, siger Kim Kliver.
Faldet er i antal bandemedlemmer omfatter ifølge NEC-chefen ikke den såkaldt hårde kerne, men begrænser sig udelukkende til periferien.
Personer med lange domme
De 1863, som årsskiftet var tilknyttet banderne, blev i 2011 sigtet i 4976 tilfælde og modtog fældende afgørelser i 3170.
I gennemsnit er personerne på Rigspolitiets liste blevet idømt 2,4 år fængsel i løbet af deres liv.