Det er en 23 år gammel tradition, som Venstre, Liberal Alliance og De Konservative i disse dage er i gang med at videreføre: Kunsten at skrive et regeringsgrundlag.
Traditionen blev indført af de fire partier, som i januar 1993 tog fat på arbejdet med at danne det, der nogle uger senere blev den første regering i Poul Nyrup Rasmussens tid som statsminister.
Socialdemokratiet, Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti skulle forsøge at danne regering i kølvandet på offentliggørelsen af Tamilrapporten, som tvang den hidtidige statsminister, den konservative Poul Schlüter, til at gå af og overlade statsministerposten til Poul Nyrup Rasmussen.
På det tidspunkt havde Socialdemokratiet i mere end 10 år været væk fra magten, og det var derfor afgørende for De Radikale – som hidtil havde støttet Poul Schlüter, men skiftede side efter Tamilrapporten - at lave en form for kontrakt mellem de fire nye regeringspartier, inden en ny regering kunne se dagens lys.
Derfor fandt de radikales leder Marianne Jelved på ideen om at lave det regeringsgrundlag, som endte med at få navnet ”En ny start”. Samtlige regeringer siden 1993 har benyttet sig af regeringsgrundlag.
- Det var første gang, at en regering i nyere tid lavede et regeringsgrundlag. Ideen bag var, at jeg som radikal havde brug for at kunne vise mit bagland, at de kunne være helt trygge ved, at vi gik i regering med Socialdemokratiet. Socialdemokratiet havde jo et lidt blakket ry omkring økonomi, siger Marianne Jelved.
- Derfor skulle det udformes på en sådan måde, at jeg vidste, at vi var fælles om at skulle nå nogle mål, som vi så skrev ned i det her regeringsgrundlag, siger hun.
Intenst og detaljeorienteret
Regeringsforhandlingerne i januar 1993 fandt primært fandt sted på Poul Nyrups kontor på anden sal på Christiansborg.
Her samledes de fire partiers ledere sammen med deres nærmeste rådgivere. I modsætning til i dag, hvor embedsmænd fra diverse ministerier kan ses gå til og fra Marienborg, foregik det dengang helt uden hjælp fra hverken departementschefer eller andre i centraladministrationens embedsværk.
Mogens Lykketoft, som siden blev en markant finansminister i 1990’erne, var blandt hovedkræfterne i tilblivelsen af det første regeringsgrundlag i nyere dansk politisk historie.
Han husker arbejdet dengang som meget intenst og detaljeorienteret.
- Siden var der andre regeringsgrundlag, som i virkeligheden kunne have stået på en halv A4-side, siger Mogens Lykketoft.
- Men i januar 1993 var der en meget grundig gennemgang af det hele for, at vi kunne være helt sikre på hinanden blandt de fire partier, der prøvede at danne en flertalsregering. Ingen af os havde siddet i regering med nogen af de andre personer i forhandlingslokalet før, så der var et behov for, at man fik snakket det meget grundigt igennem og skrevet ned, hvor man havde hinanden, siger han.
Pressefotografer stormede Nyrups kontor
Sådan husker Jann Sjursen, der dengang var formand for Kristeligt Folkeparti, det også. Det var afgørende at vide, hvor man havde de andre partier.
- Dengang var det jo en flertalsregering, selvom det ganske vist kun var med et medlems flertal. Og der var mange af regeringspartiernes medlemmer, som mente, at de lige præcis var det afgørende mandat. Så det kunne godt volde lidt problemer i praksis, men der var dog stor sandsynlighed for, at tingene kunne blive gennemført, fordi man netop var en flertalsregering. Så meget desto vigtigere var det, at partierne indbyrdes fik lidt hold på hinanden fra starten, siger Jann Sjursen.
Processen i januar 1993 tog cirka nogle uger, før man havde et færdigt regeringsgrundlag, og Poul Nyrup Rasmussen kunne gå til dronningen og præsentere sin nye regering.
Inden da var gået mange timer på Poul Nyrups kontor, mindes Jann Sjursen, som især husker én bestemt episode:
- Nyrups kontor var jo belejret af journalister og pressefotografer, og vores gruppeformand dengang, Knud Glønborg, var sådan en type, der kunne finde på at tage et kamera med til et møde for at forevige det. Knud havde så taget kamera med til et af de afsluttende møder, og han syntes, at det kunne være sjovt at få et billede.
- Han ville selvfølgelig gerne selv med på billedet, hvorefter han så åbnede døren ud til fotograferne, der stod udenfor og ventede, og spurgte, om der ikke lige var en, der ville tage et billede. Underforstået at det skulle være med Knuds kamera. Men det opfattede alle fotograferne som om, at der var blevet givet tilladelse til at komme ind og tage billeder. Så de bestormede jo lokalet, hvor vi sad med alle mulige papirer fremme, og Nyrup blev noget overrasket over, at der lige pludselig kom en hel horde af journalister og fotografer ind. Det blev han ikke så begejstret for, siger Jann Sjursen.
S-ansat blev medforfatter
En af Poul Nyrup Rasmussens rådgivere dengang var Verner Sand Kirk, som i dag er direktør for A-Kassernes Samvirke.
I 1993 var han ansat i Socialdemokratiets sekretariat på Christiansborg, hvor han havde arbejdsmarkedspolitik som sit område. Inden han blev statsminister var Poul Nyrup Rasmussen socialdemokratisk arbejdsmarkedsordfører, og derfor arbejdede Verner Sand Kirk og Poul Nyrup Rasmussen særligt tæt sammen.
- Det tog lang tid at lave det regeringsgrundlag, siger Verner Sand Kirk i dag.
- Det foregik på den måde, at vi ligesom lavede en skabelon for hvilke temaer, der skulle være i regeringsgrundlaget. Så var der nogle afsnit med arbejdsmarkedspolitik, uddannelse, udenrigspolitik, og hvad der nu var. Noget skrev de forskellige politikere som Nyrup og Lykketoft selv. Andet blev andre sat til. Jeg blev blandt andet bedt om at lave et bud på, hvordan afsnittet om arbejdsmarkedspolitikken skulle se ud. Så gjorde jeg det, og så kom det med, siger Verner Sand Kirk.
Selvom det tog lang tid at udfærdige det første regeringsgrundlag foregik det i en god stemning, husker Verner Sand Kirk.
Jann Sjursen mindes dog, at der til tider var en hård tone forhandlerne imellem.
Sværdslag om skattereform
Eksempelvis da man skulle blive enige om, hvordan en kommende skattereform skulle se ud.
Her var der et ønske om, at skattereformen skulle have en grøn og miljørigtig profil, hvilket resulterede i, at erhvervslivet blev beskattet hårdere, hvis de forurenede.
- Det var noget af det, der var meget diskussion om under tilblivelsen af regeringsgrundlaget. For der blev jo blandt andet indført afgifter på erhvervslivets forurening, som ikke alle partier var lige begejstrede for. Så det var der sværdslag om, siger Jann Sjursen.
Et andet stridspunkt var folkeskolens fremtid.
Kristeligt Folkeparti (som i parentes bemærket skiftede navn til Kristendemokraterne i 2003) var under regeringsforhandlingerne i 1993 meget optagede af folkeskolens formålsparagraf, og om det kunne lade sig gøre at få ”familiekundskab” på skoleskemaet.
I selve regeringsgrundlaget er folkeskolen ikke nævnt med et eneste ord, men det blev den til gengæld i nogle fortrolige ”sidepapirer”, som ikke blev præsenteret for offentligheden, forklarer Jann Sjursen.
- Vi havde to eller tre såkaldte sidepapirer, som ikke var klappet helt af på samme måde som selve regeringsgrundlaget, og som også skabte lidt ståhej efterfølgende, siger Jann Sjursen.
De fire regeringspartier kunne ifølge Jann Sjursen efterfølgende ikke nå til enighed om, hvad der reelt var blevet aftalt og fældet ned i de pågældende sidepapirer. Derfor fik papirerne aldrig den store betydning.
- Det var også noget rod - for nu at sige det ligeud - at man skulle debattere, hvilken legitimitet sådan et papir har. Men det var jo også første gang, man overhovedet lavede et regeringsgrundlag, siger Jann Sjursen.
Helt anden situation i dag
Selvom der altså også var uenigheder og sværdslag, husker Mogens Lykketoft primært regeringsforhandlingerne i 1993 som noget, der foregik i en positiv stemning.
Det handler grundlæggende om at forstå sine kommende regeringspartneres synspunkter og interesser, siger han.
- Det gælder ikke om først og fremmest at slå de andres mærkesager ihjel, men om at finde plus-plus-løsninger på problemerne.
- Jeg oplevede faktisk ingen frontale konflikter, for vi fik defineret vores rolle dengang som, at vi skulle gøre alt, hvad vi kunne - og så hurtigt som muligt - for at få folk i arbejde i en situation med 360.000 arbejdsløse. Det omsatte vi til handling med det samme i foråret 1993, siger Mogens Lykketoft.
Det er slet ikke den samme situation i disse dage, hvor Venstre, Liberal Alliance og Konservative forsøger at forhandle et nyt regeringsgrundlag på plads, mener Mogens Lykketoft.
- Det vil være en helt anden situation for den kommende VLAK-regering, for da vi skrev regeringsgrundlag i 1993 var det som en kommende flertalsregering. De her tre partier har i dag kun tre ud af syv mandater i Folketinget.
- Dermed er der ingen garanti for, at det, de får skrevet ned, bliver til noget. Det vil mere have karakter af en deklaration, en hensigtserklæring, siger han.
Fra Marianne Jelved lyder følgende råd til forhandlerne på Marienborg:
- De skal gøre sig umage med at få det fællesskab, som skal bære en regering. Det er bare nemmere, hvis de har det. Jeg tror også, at det bliver en bedre regering af det.