Kun ét blåt parti har endnu ikke smækket døren i for Jeppe Søe

Jeppe Søe forlod Moderaterne i sidste uge. Det er uvist, hvad han nu vil.

Jeppe Søe er lige nu løsgænger i Folketinget. (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, Ritzau Scanpix)

Jeppe Søe er ikke længere medlem af Moderaterne.

Så meget ved vi. Vi ved også, at han stadig er medlem af Folketinget, og at han endnu ikke har meldt sig ind i et nyt parti. Han er altså løsgænger i Folketinget - så langt, så godt.

Men hvad han vil med sin politiske fremtid - og om nogen vil ham - er endnu uvist.

For da han midt i optagelsen af B.T.'s podcast Q&CO besluttede sig for at forlade Moderaterne, havde han ikke et bud på, hvad der så skulle ske.

Men han er blå, borgerlig og liberal. Så meget slog han fast.

Det er altså formentlig i den retning, han skal kigge, hvis han vil finde et nyt parti på Christiansborg.

Problemet er bare, at døren til de fleste blå partikontorer allerede er blevet lukket for ham.

Nej tak, lød meldingen hurtigt fra både Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, De Konservative og De Radikale.

Derimod var der mere afventende meldinger fra både Venstre og Liberal Alliance.

Men i går lukkede Venstre så også døren fast i og satte lås på.

- Jeg ser ikke for mig, at Jeppe Søe skal optages i Venstres folketingsgruppe, lød det i en skriftlig kommentar fra partiets gruppeformand Lars Christian Lilleholt til Ritzau.

Er der åbent hos LA?

Det efterlader kun én blå dør, som Jeppe Søe måske kan gøre sig forhåbninger om at banke på: Liberal Alliances.

Der er døren i hvert fald ikke lukket endnu, lyder det.

Politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen skriver i en sms til DR, at partiet stadig ikke har taget stilling til, om Jeppe Søe eventuelt ville være velkommen hos dem.

- Der er fortsat ikke nyt om det, skriver hun og svarer, at det så vidt hun ved heller ikke er en diskussion, der er sat på programmet i partiet i den kommende tid.

Da Alex Vanopslagh i sidste uge blev spurgt til, om Jeppe Søe var velkommen hos dem, lød det, at det havde de endnu ikke taget stilling til. Det har de stadig ikke. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

DR har forsøgt at få et interview med Jeppe Søe om hans politiske fremtid. Det har ikke været muligt.

I en sms skriver han, at han generelt ikke har nogen kommentarer til journalister på nuværende tidspunkt.

Han meldte sig ud af Moderaterne i sidste uge efter et åbent opgør med partitoppen om håndteringen af sagen om dårligt arbejdsmiljø på partiets sekretariat.