Kulturminister: Besparelser skal få DR til at gentænke sig selv

Aftale mellem DF og regeringen vil ændre DR, siger Mette Bock.

Kulturminister Mette Bock (LA) har præsenteret regeringens og Dansk Folkeparti forslag om ændring af medielicens. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Den politiske aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om at skære i DR med 20 procent over de næste fem år er den foreløbige kulmination på et regeringsønske, der er en del af regeringsgrundlaget.

Kulturminister Mette Bock (LA) har siddet for enden af forhandlingsbordet, og hun føler sig helt tryg ved, at der godt kan spares 20 procent på DR.

- Det er jeg helt tryg ved. Det vil stadig være sådan, at DR er en milliardforretning. Over tre milliarder vil DR få tilført om året. Så det er ikke nogen lille medievirksomhed vi taler om. Det er stadig en stor medievirksomhed.

Men du må have gjort dig nogle tanker om, hvad det er, der skal skæres væk?

- Jeg har gjort mig rigtig mange tanker, men jeg synes ikke, det vil være rimeligt over for de øvrige politiske partier eller over for DR’s direktion eller bestyrelse, hvis jeg på nuværende tidspunkt bliver meget konkret.

Ønsker ikke en grønthøstermodel

Når I ikke har lagt jer fast på, hvor der skal spares, hvordan er I så kommet frem til, at 20 procent er det rigtige tal?

- DR har en meget stor økonomi. Også hvis vi kigger på medielandskabet i det hele taget. Der har været forskellige ønsker til det, og jeg må sige, at 20 procent over fem år er massivt. Det er sådan set meningen, at det skal være massivt. Netop fordi tanken er, at DR ikke skal køre en grønthøster henover alting, men for at DR skal gentænke sig selv som kulturinstitution.

Betyder det, at DR skal brydes ned og lave noget helt andet andet?

- Vi må se. Jeg tror faktisk, der er bred enighed om, at DR er en vigtig medieinstitution, men også, at DR selvfølgelig skal agere på en ny tids præmisser. Det som var godt for 10 og 20 år siden - det er måske ikke nødvendigvis godt i det mediebillede, som vi kender i dag.

Adgangsbilletten koster 20 procent af DR

Regeringen har sagt, at der er en betingelse for at deltage i forhandlingerne om et medieforlig, at partierne accepterer besparelsen på 20 procent. Gør de det, så kan de være med til at forhandle om det medieforlig, der skal fastsætte rammerne for DR’s programmer og tilbud blandt meget andet.

- I den medieaftale, som regeringen kommer med et udspil til lige om lidt, der vil der også stå noget om DR. Men det helt konkrete og lavpraktiske vil komme til at stå i den public serviceaftale, som bliver lavet med DR. Den kommer først efter medieaftalen er lavet.

Nogle partier har kritiseret, at man har siddet herovre for lukkede døre og forhandlet økonomien, og så skal de æde det, for at komme ind og forhandle om den store medieaftale?

- Det synes jeg du skal tale med de partier om, der forholder sig kritisk til det. Nu ligger rammerne klar. Nu skal vi til at tale indhold.

- Om kort tid kommer medieudspillet. Jeg har ventet på det i meget lang og arbejdet på det i over et år, så jeg tror, jeg glæder mig lige så meget, som mange andre gør.

Hvad er kort tid?

- Det er nogle teknikaliteter, der skal på plads, så jeg kan ikke sige det præcist, men det er snart.