Kritikers talerør i Eritrea-sag: Mail-læk er utilstedeligt

Udlændingestyrelsen har fremlagt korrespondance, som modsiger den sygemeldte chefkonsulent Jens Weise Olesens udtalelser om Eritrea-rapport. Stærkt kritisabelt, lyder det fra Dansk Magisterforening.

Enhedslisten mener ligesom SF, at der fortsat er ubesvarede spørgsmål i Eritrea-sagen. På billedet er det en flygtningelejr for eritreere i Sudan. (arkivfoto) (Foto: © ARWAN NAAMANI, Scanpix)

Eritrea-sagen tog i går onsdag en lettere mærkværdig drejning, da Udlændingestyrelsen valgte at fremlægge en korrespondance, som modsiger den sygemeldte chefkonsulent Jens Weise Olesens tidligere udtalelser om den omstridte rapport om situationen i Eritrea.

Weise Olesen har fortalt til Berlingske, at han følte sig presset af kontorchef Jakob Dam Glynstrup til at nå en bestemt konklusion for at sætte ind over for asylstrømmen fra Eritrea.

I korrespondancen fra Udlændingestyrelsen fremgår det dog, at Jens Weise Olesen ikke mente, at der ikke var noget at frygte, hvis eritreere valgte at rejse hjem.

- Der er masser af personer, der er udrejst illegalt, og som kommer hjem på besøg, efter de har betalt skat og har skrevet under på et angrebrev, skriver Jens Weise Olesen i en mail den 19. oktober.

- Utilstedeligt af styrelsen

Udlændingestyrelsens fremlæggelse af mailkorrespondancen får nu hård kritik fra Dansk Magisterforening, der i øjeblikket håndterer personalesagerne mellem Udlændingestyrelsen, Jens Weise Olesen og hans kollega Jan Olsen, der ikke har udtalt sig til medierne i sagen.

- Det er utilstedeligt, at mailen bliver lagt frem af Udlændingestyrelsen, når justitsministeren ikke er enig i, at mailen skulle fremlægges, siger forhandlingsdirektør i Dansk Magisterforening Lotte Spanggaard til DR Nyheder.

Hun henviser til, at Mette Frederiksen (S) har udtalt til Politiken, at "man skal beskytte medarbejdere, og jeg har vurderet, at det ikke er min opgave at fremlægge de mails".

Taget ud af kontekst

Justitsministeriet sendte i går onsdag Udlændingestyrelsens redegørelse til pressen - her var mailkorrespondancen dog overstreget. Senere valgte Udlændingestyrelsen så at sende de overstregede dele til flere forskellige medier for at forsøge at modsige kritikken.

Hos Dansk Magisterforening mener man, at mailen er taget ud af en kontekst.

- Udlændingestyrelsen undlader at uddybe og afklare den problemstilling, der er omtalt i mailen og drager på den baggrund helt forenklede konklusioner.

- Mailen dokumenterer i øvrigt ikke, om de to embedsmænd senere er fremkommet med faglig kritik af brugen af de indhentede fakta og den metode, der er anvendt i rapportskrivningen, siger Lotte Spanggaard.

Men er det ikke i orden, at Udlændingestyrelsen går lidt i rette med Weise Olesen, når nu han har slået så hårdt på dem og anklaget kontorchefen for at drive politisk bestillingsarbejde?

- Det er en verserende personalesag. Udlændingestyrelsen sender så den mail rundt til forskellige medier i går offentliggør materiale uden om os og medlemmerne. Det synes vi er kritisabelt, siger Lotte Spanggaard.

Venter på ombudsmanden

Jens Weise Olesen sagde til Berlingske onsdag, at den gruppe, han refererer til i e-mailen, er eritreere med udenlandsk pas, som jævnligt flyver tilbage til hjemlandet.

Han mener, at det er misvisende af Udlændingestyrelsen at lægge den pågældende e-mail frem, for at få det til fremstå, som om han var enig med ledelsen.

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, oplyste onsdag, at han vil afvente den pågældende personalesag, før han tager stilling til, om han vil gå ind i sagen eller ej.

Enhedslisten mener ligesom SF, at der fortsat er ubesvarede spørgsmål i Eritrea-sagen.