Kritik af nedlukning får Mette Frederiksen til at svare tilbage: Vi har ikke ønsket at fralægge os ansvaret

Regeringens beslutninger var udtryk for politiske valg, udtaler Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen mener ikke, at hun skubbede sundhedsmyndighederne foran sig, da hun annoncerede nedlukningen 11. marts 2020. (Foto: © Martin Sylvest, Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen (S) svarer nu tilbage, efter at en ekspertgruppe har skudt hendes forklaring på den historiske nedlukning 11. marts ned.

Ifølge eksperterne, der har kulegravet corona-forløbet i de afgørende måneder i foråret, tog statsministeren munden lidt for fuld, fordi hun sagde, at nedlukningen "er myndighedernes anbefaling".

- I den politiske kommunikation bliver det formuleret på en måde, så man må forstå, at den måde, som nedlukningen er udformet på, afspejler de indstillinger, der kom fra sundhedsmyndighederne. Og det gjorde det ikke, siger Jørgen Grønnegård Christensen, der er professor emeritus ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og har stået i spidsen for ekspertgruppen.

Nedlukningen sendte blandt andet alle skoleelever hjem og lukkede daginstitutioner.

I en skriftlig kommentar afviser statsminister Mette Frederiksen (S), at hun med sin formulering skubbede myndighederne foran sig.

- Regeringen har på intet tidspunkt ønsket at skubbe myndighederne foran sig eller fralægge sig ansvaret for nedlukningen. Og jeg har meget svært ved at se, at man kan sidde tilbage med det indtryk, at regeringens beslutninger har baseret sig 1 til 1 på anbefalinger fra sundhedsmyndighederne – eller andre myndigheder for den sags skyld, skriver Mette Frederiksen.

- Det var heller ikke på nogen måde dét, der var ment med den omtalte sætning. Og det var ikke budskabet på pressemødet. Eller på de næste mange pressemøder for den sags skyld, fortsætter statsministeren i den skriftlige kommentar.

Gjorde hellere for meget end for lidt

Hun henviser i sin kommentar også til, at hun på et pressemøde 17. marts 2020 sagde følgende:

- Oven på den sundhedsfaglige rådgivning, og oven på den vurdering og de anbefalinger, vi får fra alle myndigheder, der kommer så det politiske valg. Hvor hurtigt sætter vi ind, og hvor hårdt sætter vi ind i Danmark. Og det er selvfølgelig i et demokrati i sidste ende et politisk valg. Og det er et politisk ansvar, som det lød dengang.

I den borgerlige lejr har det kastet hård kritik af sig, at Mette Frederiksen brugte myndighedernes anbefaling som forklaring, da hun skulle orientere den danske befolkning om nedlukningen 11. marts.

Kritikken går blandt andet på, at statsministeren forsøgte at skabe opbakning på et falsk grundlag ved at tage myndighederne til indtægt for at være kommet med en anbefaling, de ikke var kommet med.

I videoen herunder kan du se Mette Frederiksen sige, at nedlukningen skete efter anbefaling fra myndighederne:

Men ifølge statsministeren har hun gentagne gange understreget, "at regeringens beslutninger var udtryk for politiske valg".

- At regeringen anlagde et forsigtighedsprincip. At vi hellere gjorde for meget end for lidt. Og hellere handlede for hurtigt end for langsomt. Jeg er ikke i tvivl om, at det har været medvirkende til, at Danmark er blandt de lande, der kom bedst igennem første bølge af corona-pandemien

- Vi stod på ubetrådt land tilbage i februar og marts. Og jeg er taknemmelig for, at myndigheder på alle niveauer har ydet en kæmpe indsats for at få Danmark godt igennem en historisk svær tid, siger Mette Frederiksen i udtalelsen.

Ikke enig i alt

Ekspertgruppens rapport afdækker også en konflikt mellem Sundhedsstyrelsen og Statsministeriet. Det var i ugerne op til nedlukningen 11.marts, at Søren Brostrøm og Mette Frederiksen havde forskellige syn på, hvordan Danmark burde forholde sig til corona.

Statsministeriet spillede ifølge rapporten en meget aktiv rolle og var meget årvågen i forhold til situationen.

Men Sundhedsstyrelsen havde ifølge rapporten en lidt anden opfattelse. De havde også for øje, at meget opmærksomhed på corona kunne få konsekvenser for andre patientgrupper og andre dele af sundhedsvæsenet.

Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm har afvist at kommenterer ekspertgruppens rapport. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

I sin skriftlige kommentar takker statsministeren "eksperterne for deres grundige arbejde".

- Det viser også, at det var fremsynet, da Folketinget før sommer besluttede at igangsætte evalueringen. For selvom det ikke er alt i rapporten, jeg er enig i, så er den et solidt udgangspunkt for at diskutere, hvordan vi kan gøre Danmark bedre rustet, hvis vi igen rammes af en ny krise som corona, skriver Mette Frederiksen.

- Husk dog; vi er altså langt fra igennem corona endnu. Vi har lige måttet forlænge nedlukningen i yderligere tre uger. Og selvom der er ting, der kunne være gjort anderledes – så er det vigtigste, at vi i Danmark har klaret den første bølge af corona langt bedre end frygtet. Både i forhold til sundhed og økonomi, skriver hun.

Bedre samfundsberedskab

Ekspergruppens rapport afdækker også, at Danmark var for dårligt forberedte på en global pandemi. Det gav sig blandt andet udslag i mangel på værnemidler, og at det tog tid at opbygge tilstrækkelig kapacitet i forhold til test.

Ifølge Mette Frederiksen gælder det også lige nu med vaccinerne, "hvor vi også er for sårbare og afhængige".

- Regeringen vil derfor nedsætte en arbejdsgruppe på tværs af de relevante ministerier og myndigheder, som på den anden side af epidemien skal udrede Danmarks samlede samfundsberedskab. Her er rapportens anbefalinger værdifulde.

I den nye rapport rejses der også spørgsmål om, hvorvidt Statsministeriet blandede sig i for mange detaljer. Det er blandt andet kommet frem, at ministeriet havde en holdning til, hvor skiltene skulle stå i lufthavnen i Kastrup.

- Jeg synes egentlig, at eksperterne anerkender, at det i en akut krise er svært at ramme den perfekte balance. Men jeg vil sige det sådan, at i valget mellem at gøre for meget eller gøre for lidt, så foretrækker jeg det første, skriver Mette Frederiksen.