En ny, borgerlig regering slipper ikke for at skulle tage stilling til Liberal Alliances krav op topskattelettelser.
Det siger DR's politiske korrespondent, Christine Cordsen, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen tidligere i dag inviterede Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance til forhandlinger om at indgå i en ny trekløverregering med Venstre.
- Det er klart, at når man skal lave en ny regering og et nyt regeringsgrundlag, så er man nødt til at løse topskatten på samme tid, siger hun.
Siden det seneste folketingsvalg i juni har Liberal Alliance ad flere omgange krævet, at topskatten blev reduceret med fem procentpoint.
Men det har Dansk Folkeparti ikke villet stemme for, og derfor har det reelt været umuligt for regeringen at samle et flertal om forslaget.
Topskat en udfordring
Præcis hvordan partierne vil finde en løsning på de interne uenigheder om topskatten, ved vi ikke endnu, men en mulighed kan være, at en ny regering skriver ind i sit regeringsgrundlag, at den har som ambition at lette topskatten.
- Og så er Liberal Alliance og Venstre fælles om at forhandle det med Dansk Folkeparti, i stedet for at Anders Samuelsen bare står uden for regeringen og siger til Lars Løkke, at han skal få vand til at løbe opad, hvis Liberal Alliance ikke skal vælte ham.
Og selvom der altså fortsat vil være politiske uenigheder i blå blok, tror Christine Cordsen på, at partierne kan finde sammen i en ny regering.
- Det er ikke sikkert, alle detaljer er på plads, eller at forhandlingerne er helt færdige, men jeg tror, man har en fornemmelse af, at der er en vilje til det.