Der skal indføres et loft over kontanthjælpen, og så skal pengene bruges på at sænke skatten for de lavest lønnede, så det bedre kan betale sig at arbejde.
Så meget - men heller ikke så meget mere - ved vi om Venstres moderne kontanthjælpsloft, som partiformand Lars Løkke Rasmussen annoncerede tilbage i efteråret 2013.
Men ifølge en ny beregning fra Beskæftigelsesministeriet, så skal det moderne kontanthjælpsloft gå helt anderledes til værks end det gamle kontanthjælpsloft, som VK-regeringen indførte i 00erne, hvis der for alvor skal være penge i det for de lavest lønnede.
Tre kroner at vinde om måneden
Ifølge ministeriet vil de lavest lønnede blot kunne score tre kroner om måneden, hvis man udelukkende genindfører det daværende kontanthjælpsloft og bruger alle pengene på at hæve beskæftigelsesfradraget.
Beregningen er spekulativ i den forstand, at Venstre vil indføre et moderne - og dermed i sagens natur et andet - loft over kontanthjælpen end det, man administrerede i 00erne.
Og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen har heller ikke udelukket, at det kan vise sig nødvendigt at finde flere penge til at sænke skatten i bunden end det, man alene kan kradse ind ved et kontanthjælpsloft.
Kampagne startede debatten
Interessen for, hvordan Venstre konkret vil udforme sit nye kontanthjælpsloft, er vokset efter, at partiet tidligere på måneden igangsatte en kritisk kampagne om størrelsen på kontanthjælp.
Venstres arbejdsmarkedsordfører, Hans Andersen, kalder beregningen - som er lavet efter ønske fra Socialdemokraterne - grebet ud af luften.
- Tallene har ikke noget med Venstres forslag at gøre. Derfor er denne her beregning helt meningsløs, siger han.
- Hvordan Venstres moderne kontanthjælpsloft bliver skruet sammen, og hvordan skattelettelsen bliver lavet, og hvor meget vi samlet kommer til at bruge på at lette skatten i bunden - det har vi endnu ikke lagt os fast på, siger Hans Andersen.
- Og derfor giver spørgsmålene ikke mening, siger Hans Andersen.
Den nuværende regering afskaffede det gamle kontanthjælpsloft som noget af det første efter magtovertagelsen i 2011.
/ritzau/