De konservatives arbejdsmarkedsordfører, tidligere familie- og forbrugerminister Lars Barfoed, mener, at der skal lægges mere pres på dagpengemodtagere for at få dem til at tage et arbejde, skriver Jyllands-Posten.
Han foreslår, at beregningen af dagpenge skal ske efter en årsindkomstmodel, så dagpengenes størrelse afhænger af hvor meget, man har tjent det foregående år.
Stigende tilskyndelse
Samtidig skal man fastholde den nuværende regel om, at man højst kan få 90 procent af sin hidtidige indkomst.
På den måde vil ledige år for år få mindre i dagpenge, fordi de hvert år højst kan få 90 procent af, hvad de fik året før.
- De ledige vil få en gradvist stigende tilskyndelse til at søge andet arbejde end det, de i første omgang er interesseret i at tage, siger Lars Barfoed.