Konservative støtter næse til regeringen i landbrugssag

Flertal i Folketinget udtaler hård kritik af regeringen for at tilbageholde advarsler i sag om landbrugspakke.

De Konservatives landbrugsordfører, Rasmus Jarlov, har igennem forløbet om regeringens landbrugspakke ytret sig kritisk om de beregninger, der lå til grund for pakken. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Det bliver med opbakning fra De Konservative, at regeringen tildeles en stor næse for at tilbageholde advarsler i sagen om landbrugspakken.

Det siger landbrugsordfører Rasmus Jarlov (K), som ikke var til stede på mødet, da et flertal i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg blev enig om skarpt at kritisere regeringen.

- Vi er enige i, at regeringen skal have en kritik, fordi den ikke ville fremlægge de rigtige oplysninger i landbrugspakken. Det har været et kæmpestort og unødvendigt slagsmål, for de oplysninger burde regeringen have lagt frem fra starten, siger Rasmus Jarlov.

Dansk Folkeparti og De Konservative har opbakning fra rød blok til kritikken af, at regeringen kommunikerede én ting ud på de indre linjer og en anden til Folketinget.

Sagen er på ny blusset op efter afsløringen af, at regeringen har tilbageholdt advarsler i sagen om landbrugspakken. Den tillader landmænd at udlede mere kvælstof - en beslutning, som risikerer at få det røde kort af EU-Kommissionen.

Desuden har rød blok og Dansk Folkeparti klaget til præsidiet, som er Folketingets øverste ledelse.

De er utilfredse med, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke møder op i det samråd, som han er indkaldt til. I stedet henviser han til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Konservative vil ikke afvise at støtte op om klagen, men har endnu ikke set formuleringen og afventer derfor.

/ritzau/