Konservative klar til at hjælpe Im

De konservative har ingen problemer med lovgivning med tilbagevirkende kraft på udlændingeområdet

Sagen om Im har fået Tom Behnke (K) til at se, at der er noget galt med loven. (© DR)

Når justitsminister Morten Bødskov (S) inviterer partierne til møde om den udviste thailandske pige Im, er de konservative parate til at lave loven om.

- Vi er fra konservativ side parat til at lave en generel lovændring. Således at hvis den der er her i forvejen går hen og dør, så mister man ikke sit opholdsgrundlag, siger de konservatives retsordfører, Tom Behnke, til dr.dk.

Han glæder sig derfor over, justitsminister Morten Bødskovs opblødning.

K: Vi skal selvfølgelig kende konsekvenserne

Modsat Dansk Folkeparti, frygter de konservative ikke, at en lovændring åbner for pres på de danske grænser.

Er I parat til at lovgive med tilbagevirkende kraft?

- Ja, vi har ingen problemer med at lovgive med tilbagevirkende kraft. Men vi skal selvfølgelig vide først, hvad konsekvenserne bliver af det. Altså, hvor omfattende vil det være. Og hvor langt vil man så lovgive tilbage i givet fald, siger Tom Behnke.

Han understreger, at der ikke vil være tale om lovgivning for Ims familie.

- Den konkrete situation har åbnet vores øjne for, at der er en uhensigtsmæssighed i loven, siger den konservative ordfører.

Hvis en man allerede er kommet til Danmark som lovligt familiesammenført, og den herboende dør, er det jo en tragisk hændelse i sig selv, siger Tom Behnke.

- Hvis man så også derudover skal forlade landet, der siger vi 'Nej, det er faktisk ikke rimeligt'.