Konservative i regering: Boligskatternes himmelflugt er en saga blot, og det er vi glade for

Søren Pape Poulsen fremhæver fire områder i regeringsgrundlaget for VLAK-regeringen, som han er særligt tilfreds med.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (im) præsenterer nyt regeringsgrundlag sammen med Konservatives leder Søren Pape Poulsen (th) og Liberal Alliances leder Anders Samuelsen (tv) søndag d. 27. november 2016 på Marienborg. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Den konservative leder, Søren Pape Poulsen, fremhæver fire elementer i det nye regeringsgrundlag, som han er særligt tilfreds med.

Det sker på et pressemøde på Marienborg i dag, hvor den nye borgerlige trekløverregering, VLAK-regeringen, præsenterer sit regeringsgrundlag.

- Vi har aftalt, at boligskatterne fastfryses de kommende fire år, og danskere vil i realiteten opleve lavere skatter, siger Søren Pape Poulsen.

- Boligskatternes himmelflugt er en saga blot, og det er vi rigtig glade for, tilføjer han.

Strammere kurs over for rockere og bander

Samtidig fremhæver han også, at den nye regering vil styrke politiet og sætte hårdere ind over for kriminelle.

- Danske kriminelle skal møde hårdere straffe for især personlig farlig kriminalitet, siger Søren Pape Poulsen.

- Kursen strammes over for bander og rockere, og udlændinge skal sendes hjem og afsone i egne lande, tilføjer han.

Samtidig fremhæver den konservative leder, at De Konservative nu vil træde ind i forsvarsforliget, som partiet indtil nu har stået udenfor.

- Trygheden bliver også styrket udadtil. Forsvaret vil blive tilført markant flere midler, siger Søren Pape Poulsen.

- Nu indtræder Det Konservative Folkeparti i forsvarsforliget. Det gør vi af to grunde: Fordi vi går i regering, og fordi regeringsgrundlaget klart lægger op til, at forsvaret skal styrkes.

Hør hele Søren Pape Poulsens indlæg på pressemødet:

K: Ambitiøs grøn plan

Også politikken på miljøområdet får konservativ opmærksomhed på dagens pressemøde, hvor Søren Pape Poulsen siger, at der er enighed om en "ambitiøs grøn plan".

- Vi sætter et konkret mål, der siger, at halvdelen af Danmarks energi allerede i 2030 skal komme fra vedvarende energi, siger den konservative leder.

Samtidig fremhver han, at den nye VLAK-regering vil lave en langsigtet plan for, hvordan dansk naturarv bliver "genoprettet og udviklet".

En kulturkanon skal ifølge Pape Poulsen "åbne vores øjne for den danske natur".

Som et sidste element fremhæver den konservative leder, at skatten for alle danskere i job vil blive lettet.

- Så kommer regeringen til at sætte turbo på væksten ved at lette skatten for alle danskere i arbejde og styrke virksomhedernes vilkår, siger han.

I morgen klokken 11 går Lars Løkke Rasmussen til dronningen og præsenterer en ny regering. Det oplyste statsministeren under dagens pressemøde.