Kongens første arbejdsdag i Folketinget: Vil vinde folkets tillid

Selv kongehusmodstanderne i Folketinget havde svært ved at finde modstanden frem under kong Frederiks besøg i Folketinget.

Kong Frederik indledte sin første arbejdsdag som konge med at besøge Folketinget. (Foto: © Thomas Traasdahl, Ritzau Scanpix)

Rød løber. Store blomsterdekorationer. Folketingsmedlemmer i finere tøj end sædvanligt.

Der var for alvor gjort klar til fejring, da kong Frederik på sin første arbejdsdag som konge besøgte Folketinget i dag.

Under besøget i Folketingssalen holdt både Folketingets formand og statsministeren tale for det nye kongepar.

Og så gav den nye konge selv en meddelelse til Folketinget - dog uden selv at sige noget. Meddelelsen blev læst op af statsministeren, nøjagtig som det også foregik, da dronning Margrethe blev dronning i 1972.

I meddelelsen til Folketinget gav kong Frederik udtryk for, at han håber at vinde folkets tillid.

- Det er vort håb, at det må lykkes os at yde en indsats til gavn for hele rigsfællesskabet og at vinde folkets tillid.

- Vi indleder vort ansvarsfulde gerning som Danmarks konge i forvisning om, at Folketinget vil møde os i det fælles arbejde for kongerigets bedste, lød det i meddelelsen, hvor kongen omtales som "vi", som det er traditionen.

Nye pladser: For første gang indtog dronning Margrethe pladsen bag sin søn, kong Frederik, da kongehuset i dag besøgte Folketinget. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Hyldest

I talerne fra folketingsformand Søren Gade (V) og statsminister Mette Frederiksen (S) var der hyldest af både dronning Margrethe og kong Frederik.

Mette Frederiksen, der for nylig har erklæret sig som decideret "royalist", forklarede i sin tale, hvorfor hun mener, kongehuset har en vigtig rolle i det danske samfund.

Hendes parti, Socialdemokratiet, har ellers helt tilbage fra Thorvald Staunings tid som formand for partiet været et republikansk parti. Men sådan forholder det sig ikke længere.

Mette Frederiksen holder tale under det nye kongepars besøg i Folketinget. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Hun brugte et citat fra netop Stauning til at forklare fordelen ved et kongehus.

- Hvis man skifter kongen ud med en præsident, så løber man en betydelig risiko, for en præsident kunne jo gå hen og blive venstremand. Og det er sådan set sagen i sin nøddeskal. Kongen kan samle os, sagde hun.

Selv de største kongehusmodstandere i Folketinget havde svært ved at finde modstanden frem under kongehusets besøg i parlamentet.

Stod op for kongen

De findes ellers, kongehusmodstanderne. Men alligevel var modstanden nærmest fraværende.

Selv Enhedslisten, der ellers har tradition for at vise modstanden mod kongehuset ved at undgå at rejse sig op for regenten, havde droppet den tradition.

Når dronningen tidligere er ankommet til Folketingssalen i forbindelse med Folketingets åbning i oktober, har medlemmer af Enhedslisten ventet med at gå ind i salen til efter dronningens ankomst, så de undgik at skulle rejse sig for regenten.

Men i dag stod de op.

- Rent principielt mener vi, det er mærkeligt, at der er mennesker, der fødes til bestemte poster og privilegier. Så principielt er vi et republikansk parti.

- Men vi anerkender, at der er et stort flertal af danskerne, der står bag monarkiet. Det er det, vi viser respekt for i dag, forklarede partiets politiske ordfører, Pelle Dragsted.

Pelle Dragsted og andre medlemmer af Enhedslisten står op for kongehuset i Folketingssalen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Flere folketingsmedlemmer fra partiet valgte dog at blive væk fra den reception, der efterfølgende blev afholdt for det nye kongepar.

Også De Radikales Zenia Stampe, der er erklæret republikaner og tidligere har stiftet Den Republikanske Grundlovsbevægelse, havde svært ved at finde den helt store modstand frem i dag.

- Det har været en fantastisk smuk dag. Jeg er stadig republikaner, men det er jo også i erkendelse af, at der er et stort flertal i befolkningen, der støtter monarkiet, sagde hun og understregede, at "vi har en fantastisk dygtig og sympatisk kongefamilie".

Hun mener, kong Frederik lagde godt fra land med sin tale fra balkonen på Christiansborg Slot i går.

- Jeg synes allerede, han med sin tale signalerede, at han vil være samlende og moderne. Det var en meget inkluderende tale, også for de af os, der er republikanere.

- Han er en moderne, progressiv, inkluderende, samlende konge. Det kan selv en republikaner glæde sig over.

Du kan høre mere om den efterhånden næsten fraværende modstand mod kongehuset i Folketinget i DR's politiske podcast, Slotsholmen: