Jeppe Søe overraskede de fleste, da han i formiddag dukkede op på Christiansborg.
Efter en uge langt væk fra medierne og Folketinget, var han at finde til et møde i Folketingets udenrigspolitiske nævn.
Og selvom Søe i sidste uge forlod Moderaterne, var han ikke færdig med at tale om sit gamle parti. Ansporet af en flok af journalister, ganske vist.
Han modsagde endnu engang sin nu tidligere partiformand Lars Løkke Rasmussen. For der har været sexisme på Moderaternes sekretariat, mener Søe.
Det står i kontrast til den melding, Lars Løkke Rasmussen kom med i sidste uge, hvor han på baggrund af snakke med Arbejdstilsynet kunne konkludere, at der ikke har fundet sexisme sted.
Efter mødet på Christiansborg i dag - som både Søe og Løkke deltog i - havde udenrigsminsiteren ikke meget at sige om Jeppe Søes nye udtalelser.
- Det siger jeg ikke noget til. Jeppe Søe har forladt Moderaterne, og jeg har ikke noget behov for at have en offentlig diskussion med ham.
- Vi har konstateret, at der er nogle udfordringer i vores sekretariat. Det tager jeg meget alvorligt. Det er derfor, vi har sat en proces i gang. Vi har haft en tæt og god dialog med Arbejdstilsynet.
Søe: Han lyver ikke
Jeppe Søe forlod i sidste uge partiet efter et opgør med partiformanden i fuld offentlighed.
Søe ragede uklar med resten af partiets ledelse om håndteringen af den sag, der har martret partiet de seneste uger. Sagen om et tilsyneladende dårligt arbejdsmiljø på blandt partiets ansatte.
Her kan du se, hvad Jeppe Søe sagde om sagen inden mødet i dag:
At de to den dag i dag stadig er uenige om forholdene på partiets sekretariat, skyldes dog ifølge Jeppe Søe ikke, at partiformanden lyver. Så meget ville han gerne slå fast.
- Jeg har kendt ham i årevis, og jeg kender ham ikke som et menneske, der lyver, lød det.
Det skyldes nok nærmere, at Lars Løkke Rasmussen ikke har det fulde billede af problemet, mener han.
- Jeg tror, at vi taler med forskellige mennesker. Han taler med ledelsen, og jeg taler med medarbejderne.
Lars Løkke Rasmussens konstatering af, at der ganske vist har været problemer på sekretariatet, men at de ikke handlede om sexisme, kom han med i sidste uge.
Det kunne han ifølge ham selv konkludere på baggrund af en mundtlig afrapportering fra Arbejdstilsynet, som har været på besøg i partiet efter en klage fra nuværende og tidligere medarbejdere.
Den endelige rapport fra Arbejdstilsynet er dog endnu ikke færdig.