Uprofessionelt, tumultarisk og kaotisk.
Finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) indleder de årlige forhandlinger om kommunernes økonomi under en helt usædvanlig byge af beskyldninger fra KL's formand, Martin Damm (V).
Han har svært ved at skjule sin vrede over, at KL i al hast i aftes måtte indkalde KL's bestyrelse for at forberede dem på, at Claus Hjort Frederiksen pludselig havde indkaldt til et meget vigtigt møde i dag om kommunernes økonomi.
KL havde ikke fået nogen papirer fra regeringen, men måtte holde sig til den overraskende melding i regeringsgrundlaget om, at regeringen vil "tage initiativ til at indarbejde et omprioriteringsbidrag i det kommunale udgiftsloft på én procent om året".
Vil ramme kernevelfærden
Bag den kryptiske formulering gemmer der sig ifølge Martin Damm en minusvækst på én procent om året, som vil ramme kernevelfærden hårdt. Og det var vel at mærke ikke en melding, Venstre kom med før valget, siger Martin Damm.
- Det vil betyde, at vi skal finde 2,5 milliarder kroner næste år. Det svarer til, at alle de pakker, som den tidligere regering har lavet med eksempelvis ældremilliard og flere penge til pædagoger vil forsvinde allerede det første år.
- Og om fire år vil det svare til, at kommunerne har 10 milliarder kroner mindre årligt. Det hænger ikke sammen, siger Martin Damm.
Helt umuligt at indfri
KL har regnet sig frem til, at V-regeringens forslag vil betyde 42 minutters mindre hjemmehjælp om ugen. 5000 færre lærere i folkeskolen. Eller at 4.600 dårligt stillede børn ikke kan få plejefamilie.
Det er ifølge Martin Damm helt umuligt at indfri for kommunerne. Han kalder Claus Hjort Frederiksens udspil for en "dummebøde" til kommunerne, som ifølge Martin Damm i forvejen har effektiviseret langt mere end staten.
Dermed er der for alvor lagt op til krisestemning i Finansministeriet, når forhandlingerne går i gang torsdag eftermiddag. Claus Hjort Frederiksen har på forhånd gjort det klart, at han ikke vil blinke først.
Vil banke viden ind i regeringen
Han kalder besparelserne et "vilkår". Og hvis kommunerne ikke frivilligt indgår en aftale, truer Venstres nyudnævnte, men meget erfarne finansminister med at finde et flertal på Christiansborg, der vil gennemføre Venstre-regeringens forslag.
Den melding giver Martin Damm ikke meget for:
- Hvis regeringen viser sig at være fuldstændig argumentresistente, så ønsker vi dem held og lykke med at gennemføre forslaget. Vi er ikke interesseret i at medvirke, siger Martin Damm.
Han vil bruge mødet på at "banke viden" ind i regeringen, så forhandlingerne kan blive ført på et andet grundlag, end det Claus Hjort Frederiksen lægger op til.
/ritzau/