Kommuner opruster efter terrorangreb

Over halvdelen af landets kommuner har ingen handleplan for antiradikalisering.

Efter terrorangrebet mod København foretog politiet ransagninger i det udsatte boligkvarter Mjølnerparken, hvor den formodede gerningsmand Omar El-Hussein blandt andet voksede op. (Foto: © Bax Lindhardt)

Mange kommuner har ingen handleplan for antiradikalisering, men efter terrorangrebet i København opruster flere deres indsats, viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget.

Hedensted er blandt de kommuner, der skærper sit fokus på radikalisering.

- Årsagen er de små signaler, vi ser. Vi oplever social kontrol i nogle familier, en borger har henvendt sig med en bekymring, og så kommer angrebet i København, siger Karen Marie Nielsen, leder af Kompetencegruppen for integration i Hedensted Kommune.

- Så er det klart, at det sparker til os; kom nu, nu er det nu. Vi er gode til at komme ud og have kontakt, men vi skal være sikre på, at vi er gearet til en situation, hvor det er nødvendigt at gribe ind.

Terrorekspert: Det er for sent

69 kommuner har deltaget i rundspørgen, og her oplyser 39 kommuner, at de ingen handleplan har for antiradikalisering.

Mere end hver fjerde kommune svarer, at ingen ansatte i kommunen har været på efteruddannelse i antiradikalisering, skriver Jyllands-Posten.

Terrorforsker Magnus Ranstorp siger, at det er naturligt med en oprustning efter et terrorangreb, men at det kommer for sent.

- De skulle klart have gjort det noget før, problemet har jo eksisteret længe, siger Magnus Ranstorp fra Sveriges Forsvarshøjskole.

/ritzau/