Rettelse: tidligere var der i artiklen en uoverensstemmelse mellem tekst og grafik. Dette er rettet.
Når du tirsdag sætter dit kryds ud for den politiker eller det parti, som du ønsker at se i byrådet, så kan din stemme faktisk ende med at sende magten til et helt andet parti.
Det skyldes, at partierne kan indgå valgforbund, hvor de puljer deres stemmer.
I samspil med det system, som vi fordeler mandaterne på ved kommunalvalg, så kan det give nogle bemærkelsesværdige valgresultater.
- Overordnet set er systemet mest fordelagtigt for de store partier. Men i den konkrete situation ved valget i en bestemt kommune er det svært at forudsige, hvem det gavner. Det har lidt karakter af at spille lotto, siger DR's politiske analytiker, Jens Ringberg.
Eksperter har flere gange påpeget, at systemet er uhensigtsmæssigt og favoriserer de store partier, men kritikken vender vi tilbage til.
Senere skal du også nok få at vide, hvordan partierne har allieret sig i din kommune, men først skal du lige forstå, hvordan systemet for eksempel kan ende med at give et parti færre mandater end partier, der har fået færre stemmer.
Lad os lege, at vi bor i den fiktive Tullerup Kommune. Her kæmper fem partier om de 11 pladser i byrådet, og efter vælgerne har talt, ser stemmefordelingen sådan her ud:
De Grønne er blevet valgets største, og ved regionsrådsvalg, europaparlamentsvalg og altså også kommunalvalget fordeles mandaterne med det, der kaldes den d’Hondtske fordelingsmetode.
Det er en matematisk model for, hvordan mandaterne ved et valg fordeles og er opkaldt efter en belgisk jurist.
Men tilbage til Tullerup Kommune, hvor der skal fordeles pladser i byrådet. Med den d’Hondtske fordelingsmetode divideres hvert partis antal af stemmer med først 1, så 2, så 3, 4, 5 og så videre. Så vi ender med et overblik, der ser sådan her ud:
Og så gælder det om at finde det største tal 11 gange, fordi der er 11 pladser i byrådet.
De Grønne, som er valgets store vinder, får altså 4 mandater, og De Blå og De Brune får hver 3 mandater.
Nu tilføjer vi lige et ekstra lag, for partierne kan jo som bekendt indgå valgforbund – en slags alliance. Det kan mindske risikoen for stemmespild, fordi partiernes stemmer tæller med i regnskabet, selvom et eller flere partier ikke bliver stemt ind.
Partierne i et valgforbund puljer så at sige deres stemmer, så de til sammen udgør en større del af kagen, når vi tager den d’Hondtske metode i brug. Så lad os sige, at fire af partierne i vores fiktive kommune slår pjalterne sammen. De Røde og De Grønne i en alliance og De Blå og De Gule i en anden. Så fordeler stemmerne sig sådan her:
Dermed er Den Rødgrønne Alliance den største stemmesluger.
Når vi så skal finde de 11 største tal efter at have divideret stemmetallene med 1, 2, 3, 4 og 5, så ser billedet sådan ud:
Både Den Rødgrønne Alliance og Den Blågule Alliance får altså fire, selvom Den Rødgrønne Alliance er større målt på antal stemmer.
I de to alliancer skal de fire mandater jo så fordeles. Derfor bruger vi igen den d’hondtske metode, men skal denne gang kun finde de fire højeste tal, fordi det er fire mandater, der skal fordeles:
I Den Blågule Alliance løber De Blå med samtlige mandater, mens De Røde og De Grønne deler og får henholdsvis 1 og 3 mandater – eller byrådsposter - hver. Det selvom De Røde ikke engang er en tredjedel så store som De Grønne.
Så ser den endelig mandatfordeling altså sådan her ud:
Nu er det pludselig De Blå, der er valgets vinder med fire pladser i byrådet, selvom der altså var flere vælgere, der stemte på De Grønne.
Og de 43 vælgere, som stemte på De Gule, har altså bidraget til gøre De Blå til Tullerup Kommunes største parti målt på mandater.
Hvilke valgforbund, der indgås, spiller derfor en helt central rolle for, hvordan magten fordeles i en kommune. Vælg selv din kommune i boksen herunder og se, hvilke partier der er i valgforbund sammen - og som du altså kan ende med at støtte.
Alliancer afspejler lokale forhold
'Vores valg fungerer ikke godt nok'
Den d’Hondtske fordelingsmetode blev skrevet ind i kommunalvalgsloven i 1909.
Kritikken af metoden har eksisteret længe, og systemets skævheder kommer fra tid til anden til debat.
Tidligere i år kunne forskerne Ulrik Kjær, professor og kommunalforsker ved Syddansk Universitet, og Jørgen Elklit, demokratiforsker og professor emeritus ved Aarhus Universitet, for eksempel konkludere, at der i 20 kommuner efter kommunalvalget i 2017 var partier, som fik flere stemmer, men færre pladser i kommunalbestyrelsen end andre partier.
I ti kommuner fik en borgmester ovenikøbet absolut flertal af mandaterne, selvom partiet fik mindre end halvdelen af stemmerne.
- Vores valg fungerer ikke godt nok. En stemme på Venstre og Socialdemokratiet giver mere. En stemme på de små partier giver mindre. Det svækker borgernes inddragelse og følelse af at få indflydelse. Min retfærdighedsfølelse siger, at det bør være så ligeligt som muligt, sagde Jørgen Elklit til Jyllands-Posten.
Forskerne mener derfor, at den d’Hondtske fordelingsmodel bør skiftes ud med Sainte-Laguë modellen, der også bruges, når der fordeles tillægsmandater ved folketingsvalg. Her divideres der med 1, 3, 5, 7, 9 og så videre mod d’Hondts 1, 2, 3, 4, 5 og så videre.
Samtidig mener de, at valgforbundene skal afskaffes.
Vender vi tilbage til Tullerup Kommune, så ville det betyde, at mandaterne ville falde sådan ud:
Her får De Grønne, De Blå og De Brune alle tre mandater, hvor De Blå i systemet med d’Hondt og valgforbund fik fire mandater – og i dette scenarie formår De Gule altså også at veksle deres stemmer til et enkelt mandat.