De dør tidligere, de er mere syge, og de har generelt et dårligere helbred.
De mest udfordrede grupper i samfundet er mere syge end de bedst stillede, de dør også tidligere. Den ulighed i vores sundhedsvæsen er et emne op til regionsrådsvalget. Og det er ikke nogen nem opgave, politikere står overfor.
- Man har forsøgt at gøre en masse i mange år, men de dårligst stillede grupper i befolkningen forsætter med at være mere syge og dø tidligere.
Det siger Finn Breinholt, der er seniorforsker ved forsknings- og konsulenthuset Defactum under Region Midtjylland.
Her kan du læse hovedbudskaberne fra spidskandidaterne til regionsrådsvalget, når det kommer til, hvad de vil gøre for at øge ligheden i sundhedsvæsenet.
- Social ulighed i sundhed er et stort problem, hvor vi ikke har knækket koden endnu.
Vi drømmer om et trecifret millionbeløb fra både private fonde og offentlige myndigheder. Flere fondsmidler gør det muligt at give forebyggelsen et skub – i samarbejde med kommunerne, men med flere midler kan vi også afprøve nye metoder.
For at hjælpe den her borgergruppe skal vi lave helhedsløsninger. Der er ofte gode tiltag som socialsygeplejerskerne, men det er enkeltstående tiltag. Vi skal gøre noget helt ekstra, så vi kan lave særlig indsats for de resursesvage grupper.
- Vi skal tage hånd om de svageste i sundhedssystemet indenfor de økonomiske rammer, vi har.
Vi vil gerne have flere patientvejledere, der kan hjælpe og guide de resursesvage. Så får vi en bedre kontakt, der sikrer, at patienterne møder op, tager deres medicin eller andet.
Vi har ikke uanede mængder af midler, så vi skal også gøre brug af frivillige og civilsamfund. Der er mange organisationer, vi tænker, gerne vil hjælpe.
- I det store hele skal vi behandle borgerne forskelligt, for der er stor forskel på, hvor mange resurser den enkelte har til at navigere i sundhedsvæsenet.
Flere skal kunne benytte sig af private tilbud, når det kommer til behandling. Lige nu er det skruet sådan sammen, at det er komplekst at benytte sig af. Helt konkret skal man igennem patientkontoret, og det stiller de resursestærke bedst – det vil vi gerne gøre lettere for alle.
Men i bund og grund skal vi ikke blande os i, hvordan folk lever deres liv. Hvis alle kommer til at leve det samme liv, bliver vi et fattigt samfund.
- Når det kommer til forebyggelse, der er en stor del af det, skal kommunerne og regionen være bedre til at samarbejde. Her skal vi som region være bedre til at hjælpe.
Når læger guider borgerne, er det typisk, at der går noget informationen tabt i kommunikationen. Her tænker vi, at man eventuelt kunne koble støttepersonale på, så budskab og information fra læge til borger bliver meget bedre.
Vi ser på muligheden for ’ulighedssygeplejerske’, der skal hjælpe de resursesvage. Man kan tænke det som en slags sundhedsplejerske til voksne, og det er både, når de kommer til hospital eller praksis, men også derhjemme.
- Den sociale ulighed i sundhed starter tidligt gennem forebyggelse. Det ligger dermed i kommunernes område, hvor der skal sikres en tidlig indsats på børne- og unge området med fokus på de gode overgange.
Derudover skal vi i regionen have fokus på, at alle unge skal i uddannelse eller job.
Jeg er stor fortaler for tiltag som at fremme brugen af socialsygeplejersker, ligesom vi skal styrke vores psykiatri med mere tid til de mest udfordrede patienter.
- Som mennesker er vi forskellige. Nogen møder op, når de bliver indkaldt, men der er også nogen, der skal have en ekstra, støttende hånd for at komme lige så langt. Vi skal have et system, der tilpasser sig den enkelte borger.
Jeg vil gerne have, at der kommer flere socialsygeplejersker, så der ikke er mangel på dem, for vi kan se, at de virker.
Det er en investering, men vi tror på, at mindre sygdom og tidligere behandling kan tjene pengene ind igen.
Vi mener også, at sundhedsvæsenet skal komme mere ud fra hospitalerne, så man kommer tættere på borgerne.
- Jeg tror på, at hvis man giver lægerne flere pædagogiske redskaber, så vil det gøre en forskel for den sociale ulighed, når det kommer til sundhed. Så kan lægerne i højere grad kommunikere ligeværdigt med patienterne.
Hvis man ser på den sociale ulighed i psykiatrien, så mener jeg, at vi skal have flere medarbejdere, der selv har været indlagt i psykiatrien - de kan give håb til patienterne.
På den måde kan der være en bedre dialog om pågældendes behandling og liv, ligesom en viden om, at det er muligt at blive helt eller delvis rask også vil være til stede.
- Dem, der bruger sundhedsvæsenet mest, er de mest svage, så vi siger ja tak til mere forskellig behandling.
Vi skal have en bedre visitation på hospitalerne, så overgangen til kommunerne bliver bedre, når patienterne udskrives. Det vil give udfordrede borgere klarhed over, hvad der skal ske fremadrettet.
Vi håber også, at vi kan sikre mere socialt tilknyttede personale, der kan hjælpe patienterne – både på regionalt og kommunalt niveau.
- Vi skal have øget fokus på at behandle borgerne forskelligt, for vi ved, at folk med lavere uddannelsesniveau har færre gode leveår, og at de dør tidligere.
Et eksempel på den sociale ulighed i sundhed er i tandplejen, for dårlige tænder kan resultere i infektioner.. Her kan vi gøre, at tandplejen er betalt over skattebilletten, så flere lavindkomstgrupper kan modtage tandpleje.
I det store hele skal sundheds- og socialpolitik sammentænkes, så vi kan hjælpe de udfordrede grupper. Vilkår for sundhed er et fælles ansvar.
- Den sociale ulighed i sundhed er et emne, vi alle er optaget af, men jeg mener, at vi skal lytte til fagfolkene.
Vi skal give medarbejderne frihed til at finde løsningerne. Og når der er løsninger, der virker, så skal vi som politikere hjælpe med at brede dem ud.
Socialsygeplejerskerne er et eksempel på et udmærket greb, for vi skal helt klart behandle folk forskelligt. Det skal vi indrette os efter, og tænke ind i det, vi gør – i stedet for at lade faste pakkeforløb og tidsfrister begrænse medarbejdernes handlefrihed.
- Socialsygeplejersker er et fantastisk initiativ, og jeg tror, mere forskellig behandling er vejen frem for at komme den sociale ulighed i sundhed til livs.
Vi skal også tænke mere decentralisering ind i løsninger, så det bliver lettere for hele regionen – ansatte såvel som borgere. Og så skal vi i højere grad have fagfolk med kendskab til udfordringerne mere i spil.
Afdelingerne skal have mere selvstændighed og have mulighed for at tilrettelægge mere selv, efter hvad de finder er de bedste løsninger. For hvis vi som politikere bliver arbejdsløse, til fordel for mere faglighed, er det en god ting.
- Ulighed i sundhed er blandt sundhedssystemets største udfordringer. Alt efter borgernes geografiske placering, årsindkomst, uddannelsesniveau og mentale tilstande, ses det, at både sygdomsforløb og dødelighed varierer.
Sundhedsvæsenet skal tilpasses således, at det i højere grad er i stand til at behandle borgere effektivt, uagtet borgernes sociale baggrunde.
Et godt sted at starte er, at man skal pege fingeren indad som sundhedsperson, hvis behandlingen ikke virker, i stedet for at pege fingre af patienterne.
Hvis du vil læse mere om ulighed i sundhed, og hvad det betyder for to 30-årige kvinder, kan du trykke her.
Rettet fredag d. 12. november: Psykiatri Listens spidskandidat Rose-Marie Mollerup er blevet tilføjet overblikket