Kun én ud af 20 byrødder på Fyn er under 30 år: ’Gamle politikere gør det svært for de unge’

Det er svært for unge politikere at finde vej til byrådene. En klub for gamle og opstillingslister gør vejen lang, lyder forklaringen.

Anna Poulsen Broen er med sine 18 år den yngste kandidat i et fynsk byråd. Hun håber hun kan gøre folks fordomme til skamme. (Foto: © Trine Søgaard Rødkær, DR)

18-årige Anna Poulsen Broen fra Middelfart er en af de yngste kvinder, som netop er valgt ind i de 98 nye byråd.

- Det er vildt, og det er på mange måder lidt skræmmende, fordi man har så meget ærefrygt. Men det er fedt, siger SF’eren Anna Poulsen Broen.

Men der er langt mellem de helt unge byrødder. På Fyn er blot 12 ud af 242 valgte politikere under 30 år, og det ærgrer den nyvalgte SF’er, som håber, at hun på sigt kan være med til at ændre det billede.

- Jeg kan forhåbentlig inspirere nogle unge og nogle unge kvinder til at komme ind i politik, for det mangler vi. Det er så vigtigt for et byråd og et demokrati, at det er repræsentativt, siger Anna Poulsen Broen.

Det argument kender kommunalvalgsforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch godt. Men spørgsmålet er, om alder rent faktisk har indflydelse på den politik, som bliver ført i kommunerne.

- Det ved man simpelthen ikke. Der er ikke lavet undersøgelser om alder, køn, etnisk baggrund indkomst eller uddannelse. Det har noget at gøre med, at det er rigtig, rigtig vanskeligt at undersøge, for der er meget andet, der kan påvirke beslutningerne, siger Roger Buch.

Ifølge ham spiller selve kommunens sammensætning med ældre og unge, rig og fattig - og ikke mindst om det er en rød eller blå - en større rolle.

- Det er det, der primært afgør den politik, der bliver ført. Men jeg vil da klart gætte, at hvis man har en kommunalbestyrelse med en gennemsnitsalder på 30 år, så vil der blive taget andre beslutninger end en kommunalbestyrelse med en gennemsnitsalder på 60 år, siger Roger Buch.

Unge har mødt fordomme

Malte Jäger fik under valgkampen stor opmærksomhed for sin valgplakat, hvor han i bar overkrop viste sin sixpack.

Men han understreger, at han er langt mere end en kæk valgplakat og gerne vil ses som den nye vagthund i Kertemindes byråd.

Han har dog oplevet at blive mødt med fordomme på grund af sin alder.

Med 185 personlige stemmer kom Malte Jäger ind i byrådet i Kerteminde. Han er dog ikke en del af konstitueringen med den socialdemokratiske borgmester, Kasper Ejsing Olesen. (Foto: © Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix)

- Jeg er da blevet mødt med en ’det er da hyggeligt og sjovt, at du er her’. Men jeg er 100 procent lige så klar og villig til at få min politik igennem, som alle andre er. Jeg er klar til at tage diskussionen, være seriøs og vågen, så det bliver en fed oplevelse for alle, siger Malte Jäger.

Også Anna Poulsen Broen har mødt reaktioner, som hun helst havde været foruden.

- Der var rigtig mange, som sagde: Du er for ung, og vi har ikke brug for flere børn i den børnehave. Der var også nogle, som skrev, at politik og kvinder altid har været en dårlig kombination. Det var jeg ikke var helt parat på. Jeg havde egentlig regnet med, at man selvfølgelig respekterede dem, som havde lyst til at stille op og kæmpe for vores demokrati, siger Anna Poulsen Broen.

Og så var der også nogle, som viste en misforstået omsorg for hende.

- Jeg ved godt, at det er i en god mening, men der er andre politikere, som kommer og siger: Bare rolig, vi skal nok passe på dig. Det er dejligt, at de gerne vil samarbejde med mig og passe på mig, men ville man sige det til en 60-årig mand? siger Anna Poulsen Broen, mens hun lader svaret hænge i luften.

Svært for unge at få en plads

Ifølge kommunalvalgsforsker Roger Buch bærer partierne en del af skylden for, at der er langt mellem de unge i byrådene. Det kan nemlig være en svær klub at blive en del af.

- Partierne er fyldt med midaldrende - for ikke at sige gamle mennesker - og det er i sig selv en udfordring. For når der er så mange midaldrende mennesker i partierne, så er det også en lidt mærkelig klub at melde sig ind i som helt ung, siger kommunalvalgsforsker Roger Buch.

Samtidig betyder det også noget, at de unge ofte står længere nede på stemmesedlerne end deres ældre og mere erfarne partikolleger.

- Det er en klar fordel at stå højt på listen, for det opfatter vælgerne som en anbefaling fra partierne. Så det handler også om, hvorvidt partierne har stillet de unge i toppen af listen eller i bunden, siger Roger Buch.

Unge vil være friskt pust

19-årige Malte Jäger mener dog ikke, at hans alder spiller nogen rolle, når det gælder politik.

- God politik er god politik lige meget, hvilken etnicitet man har, lige meget, hvilket køn man er, og hvor gammel man er. Dårlig politik er på samme måde dårlig politik unanset etnicitet, køn og alder, siger han.

Og faktisk mener han, at han er et friskt pust blandt sine ældre kolleger.

- Jeg kommer med en alder, som gør, at jeg selvfølgelig skal ind i mange ting. Men det synes jeg er godt, for hvis man har siddet i politik i lang tid, så er man vant til at bruge massive mængder af borgernes penge. Jeg går meget op i frihed, og når man vælger at tage borgernes penge, så skal man virkelig være påpasselig med at bruge dem ordentligt, siger Malte Jäger.

Fra 1. januar sætter de nye unge kandidater sig til rette i byrådssalene. Og det ser de frem til.

- Jeg glæder mig bare til at komme ind og komme i gang og vise dem, der tror, at jeg er en dum 18-årig, at de tager fejl, og at jeg er lige så skarp og ligeså berettiget til at være der som alle andre, siger Anna Poulsen Broen.