'Konstitueringen i Randers i går var den vildeste, jeg nogensinde har set'

De store partier i Randers Kommune fordelte tidligt på valgaftenen magten.

Borgmester Torben Hansen (S) under nattens tale, hvor han annoncerede, at han fortsætter på posten. (Foto: © Frederik Dupont Hald)

Der manglede stadig at blive talt en tredjedel af stemmerne, da Randers Kommunes borgmester, Torben Hansen (S), stillede sig op, og gjorde det klart, at der var opbakning til fire år mere med ham på borgmesterkontoret.

Socialdemokratiet havde nemlig allerede konstitueret sig med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, SF og De Radikale, og den aftale er opsigtsvækkende, mener Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Konstitueringen i Randers i går var den vildeste, jeg nogensinde har set. Det er uden tvivl noget, der har været forberedt i god tid inden valget, siger han til DR Nyheder.

Roger Buch peger blandt andet på, at de seks partier helt valgte at se bort fra Nye Borgerlige og Enhedslisten og ikke mindst de tre lokallister - Velfærdslisten, Beboerlisten og Østbroen.

- Det er rigtig flot at komme ind med to mandater som en helt ny liste, som kører meget på en enkeltsag. Men pointen er nok, at det kommer man til at kunne bruge til uendeligt lidt, fordi man allerede nu i udgangspunktet er stillet op ovre i hjørnet sammen med Beboerlisten og Velfærdslisten, mens alle de andre er gået sammen.

https://www.dr.dk/nyheder/politik/resultater/kommunalvalg/kommune/730?type=mandat

Beboerlisten: 'Det har været spil til ét mål'

Byrådsmedlem Bjarne Overmark fra Beboerlisten peger på, at det er de samme partier, der indgik budgetforlig i oktober, som nu er trådt sammen i konstitueringen om borgmester Torben Hansen.

- Det virker, som om, det har været klappet af, inden man vidste, hvem der ville komme til at sidde i byrådet. Det foregik for åbent tæppe for os alle sammen, siger han om valgnattens begivenheder.

At Beboerlisten ikke sad med ved bordet under de afgørende forhandlinger, kommer ikke bag på Bjarne Overmark.

Han mener derimod, at det mest bemærkelsesværdige er, at de borgerlige på forhånd - ifølge Bjarne Overmark - opgav at få borgmesterposten. Han mener ikke, det kan udelukkes, at én af de borgerlige politikere fra Konservative eller Venstre kunne have været blevet borgmester.

- De kastede sig på forhånd om halsen på Torben Hansen, som i øvrigt har haft et meget stort personligt tilbageslag, og fik lidt godbidder hér og dér.

Erik Bo Andersen fra Østbroen var meget skuffet over forløbet.

- Jeg synes, at det er frækt, at vi ikke engang får et opkald. Jeg tror, at det er en aftale, der har ligget længe, siger han til Randers Amtsavis og fortsætter:

- Det er de partier, vi havde regnet med, og et vingeskudt Venstre, der er krøbet med. Jeg synes, at det er usselt.

Derudover var han glad for, at hans nystiftede parti stjal så meget af opmærksomheden under valgkampen. Målt på stemmer er Østbroen Randers' fjerdestørste parti.

Om konstitueringen uden Østbroen og dermed udsigten til minimal indflydelse sagde Erik Bo Andersen tirsdag aften til DR, at 'det sidste ikke er sagt i den her sag. Vi vil have så meget indflydelse som muligt, for uanset hvad sidder vi der de næste fire år.'

Konservativ spidskandidat: 'Jeg havde ikke forberedt noget'

DR har gennem dagen forsøgt at få en kommentar fra borgmester Torben Hansen, men det har ikke været muligt.

I stedet har vi spurgt byrådsmedlem Daniel Madié fra Det Konservative Folkeparti.

Havde I forberedt konstitueringen i god tid inden valget?

- Nej, jeg havde ikke forberedt noget. Jeg har gjort mine sonderinger, og det er jeg ret sikker på, at alle partier gør.

I var den eneste kommune, der valgte at erklære en borgmester, inden alle stemmer var talt op. Hvorfor gjorde I det?

- Fordi vi kunne. Borgmesteren sad i et lokale med et klækkeligt flertal af partier, og så var det jo godt nok.

Men det betyder også, at der er et mindretal bestående af lokallisterne, som I ikke tager med. Hvorfor prøver I ikke at få dem med i en konstituering, så den kan blive så bred som muligt?

- Med det meget, meget brede flertal, der var fra den konstituering, så var der altså en vurdering af, at det var sådan, det skulle være. Det, synes jeg, ikke er så underligt, når man ved, hvem der er med i budgetforliget, og når man ved, hvordan de generelle holdninger er. Jeg tror, at det var meget normalt, dét der foregik.