Kommissionsmedlemmer trækker i land om tørklædeforbud

To kommissionsmedlemmer sår tvivl om forslaget og vil diskutere det igen.

- Jeg har ikke tænkt mig at sidde til det næste møde, uden at vi snakker om det her, siger tidligere skoleleder Lise Egholm. Arkivfoto (Foto: © Signe Goldmann, Ritzau Scanpix)

To medlemmer af Kommissionen for den glemte kvindekamp går nu op imod deres egen anbefaling om et nationalt forbud mod tørklæder i grundskolen.

Forslaget kom i sidste uge og skal ifølge den regeringsnedsatte kommission sikre, at færre muslimske piger føler sig tvunget af familie eller venner til at iføre sig et hovedtørklæde.

I weekenden skrev et af kommissionens medlemmer, medstifter af organisationen Søstre mod vold og kontrol Kefa Abu Ras, på Facebook, at hun ikke kunne bakke op om anbefalingen. Hun skrev, at anbefalingen i stedet "skulle gå på at fraråde brugen af tørklæder i grundskolen - og ikke et forbud."

Kefa Abu Ras har ikke ønsket at stille op til interview.

På baggrund af den melding mener nu endnu et medlem af kommissionen, at anbefalingen skal genovervejes.

- Vi bliver allesammen klogere i denne her debat, også os, der sidder i Kommissionen, siger Lise Egholm, der er tidligere skoleleder på Rådmandsgade Skole på Nørrebro i København.

Kunne man forestille sig, I gik tilbage og kiggede på anbefalingerne igen?

- Ja. I den her mediestorm tænker man sig lidt om. Det er klart. Og jeg er også påvirket af, at nogle af mine skolelederkolleger har udtalt skepsis overfor det.

- Men om ikke andet har det her sat en debat i gang, og de tørklæder er et symbol på noget, der er så udansk, som noget kan være.

Ændre i anbefalingen

Lise Egholm foreslår selv, at man kan ændre i kommissionens anbefaling, så den ikke gælder for alle elever.

For hun synes ikke, man skal ramme de piger i 8. og 9. klasse, der selv har valgt hovedtørklædet til.

- I 0. til 6. eller 7. klasse vil vi ikke have tørklæde. I 8. og 9. klasse kan de tage alle de tørklæder på, de vil. Der kunne jeg godt finde på at lande.

Hun hæfter sig ved, at der for nogle muslimer er en sammenhæng mellem at få menstruation og begynde at gå med tørklæde.

- Så derfor ville vores forslag i min version måske passe bedre til det, som muslimerne opfatter. Og det ville jo være fint, hvis vi kunne lande det på en eller anden ordentlig måde. Det ville jeg da være glad for, siger Lise Egholm.

Tages op på næste møde

Debatten om tørklæder har vakt genlyd, efter at Kommissionen for den glemte kvindekamp i sidste uge kom med sin anbefaling om at forbyde tørklæder.

Flere kritikere har sagt, at sådan et forbud ikke giver mening.

Blandt andet har Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen, sagt, at forbuddet vil være 'et kæmpe problem', mens Marco Damgaard, skoleleder på Tingbjerg Skole i København, mener, at det udviser mistillid overfor forældrene.

Med den store debat, forslaget har skabt, er det naturligt, at Kommissionen nu genovervejer forslaget, mener Lise Egholm.

- Jeg har ikke tænkt mig at sidde til det næste møde, uden at vi snakker om det her. Det kan da være, vi er blevet klogere. Det kan da være, vi kan modificere det lidt, siger Lise Egholm.

Hun lægger vægt på, at det var en enig kommission, der i sidste uge satte punktum i deres anbefalinger.

- Der har altså været bred enighed. Der har ikke været noget ballade på den måde.

I et skriftligt svar til DR Nyheder understreger kommissionsformand Christina Krzyrosiak Hansen (S), at der stadig er bred enighed i kommissionen, men at der fortsat kun er tale om forslag:

- Diskussionen om, hvordan vi gør det bedst, er svær. Der er ingen nemme løsninger. Det synes jeg også de seneste dages debat vidner om.

Derfor hilser jeg alle gode argumenter både for og imod vores forslag velkommen. Og så er det jo i sidste ende op til politikerne på Christiansborg, om de vil gå videre med forslagene.

Kommissionen for den glemte kvindekamp har udover et forbud mod tørklæder i grundskolen også anbefalet en styrkelse af seksualundervisningen i grundskolen, ligesom flere andre forslag er blevet lagt frem.

Kommissionen blev nedsat af regeringen tidligere på året og har til formål at undersøge, hvordan man undgår social kontrol af piger og kvinder i indvandrermiljøer.

Kommissionen skal afslutte sit arbejde i begyndelsen af 2023.