Det er en ganske usædvanlig beslutning, den nye regering har truffet ved at lukke Irak- og Afghanistan-kommission.
Sådan lyder det fra kommissionsformanden, landsdommer Michael Kistrup, der først blev formand i februar, efter at den hidtidige formand, Michael B. Elmer, trak sig i kølvandet på længere tids samarbejdsproblemer mellem kommissionens medlemmer.
- Vi har været vant til, at kommissioner har gjort deres arbejde færdigt, og vi har ikke været udsat for, at de bliver lukket ned midt i det hele, siger Michael Kistrup, der er "overrasket" over beslutningen:
- Vi stod over for at skulle høste frugterne af et stort stykke arbejde, hvor vi har gennemgået næsten al dokumentation vedrørende krigen og skulle til at skulle afhøre 12-13 vidner. Så det er jo nu vi skulle høste, og så lukker den, siger Michael Kistrup.
Spildt arbejde
I begyndelsen af juni kom det frem, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) var blevet indkaldt som vidner af kommissionen. Arbejdet i kommissionen har indtil nu kostet mere end 14 millioner kroner.
Michael Kistrup, hvad kan man sige om det arbejde, der er lavet indtil nu? Er det fuldstændig spildt?
- Ja, det er spildt arbejde. Vi kan ikke bruge dokumenterne til fremlæggelse eller skrive en delrapport for eksempel. Vi skulle jo have konkluderet, men det får vi ikke lov til.
Hvad er det, en kommission kunne redegøre for, som ikke er politiske uenigheder?
- Vores opgave er at tage stilling til, om det folkeretligt var i orden, og det mener vi at være kompetente til. Vi kan læse folkeretten og se på de dokumenter og resolutioner, der vedtages i FN. Så vi er i stand til at tage stilling til, om man folkeretligt kunne gå ind i Irak. Det kan man mene er politisk drilleri, men sådan er det jo, og sådan vil det være.
Så vi får aldrig svar på, om beslutningen om at gå i krig i Irak var i overensstemmelse med folkeretten?
- Nej, det gør vi ikke.
Tror du så nogensinde, vi bliver klogere på, om det var et ordentligt grundlag, vi gik ind i Irak på?
- Nej, det tror jeg ikke. Ellers skal der nedsættes en ny kommission.
V: Det er kun politisk drilleri
Det er justitsminister Søren Pind (V), der er ansvarlig for nedlæggelsen af Irak-kommission, men han har ikke ønsket at lade sig interviewe.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann, vil dog gerne stå på mål for lukningen. Han er "ærlig talt træt af kommissioner, der bliver oprettet som politisk drilleri".
- Vi ønsker i stedet at bruge pengene på de mennesker, der risikerer deres liv og helbred ved at gå i krig for min og din frihed, siger Jakob Ellemann med henvisning til, at der i regeringsgrundlaget står, at midlerne i stedet skal bruges at styrke indsatsen for danske veteraner.
Men er det ikke fint at få afklaret, om grundlaget for at gå i krig var i orden?
- Selvfølgelig skal man lære noget af det her. Jeg tror, at alle på Christiansborg og i Forsvaret har lært utroligt meget af Irak-krigen og af Afghanistan-krigen. Og selvfølgelig skal vi det. Men den kommission handler ikke om at lære noget. Det handler kun om at pege fingre.
Men fortjener de soldater, der har været i krig, ikke at finde ud af, om grundlaget var i orden?
- Jamen, selvfølgelig skulle man være i Irak. Nu er jeg en af de relativt få medlemmer af Folketinget, der har været udsendt som soldat, så jeg bilder mig ind, at jeg ved, hvad jeg taler om. Og det er vigtigt, at man har grundlaget på plads, og det havde man i Irak. For der var en politisk enighed om, at Danmark skulle deltage i den her krig. Flertallet bestemmer i Danmark. Det ændrer sig jo ikke, uanset hvad man måtte undersøge eller mene 10 år senere.
Men er det ikke meget belejlig at Fogh og Per Stig Møller slipper for afhøringer med lukningen?
- Jeg ved ikke, om det er belejligt. Jeg synes, det er meget belejligt at bruge de penge, som skulle være brugt på denne kommission, mere fornuftigt. Vi fortjener en regering, som den vi nu har fået, der tager sig bedre af skatteborgernes penge, siger Jakob Ellemann.