De store undersøgelser af skandalesager som Tibet-sagen og forholdene i Skat er potentielle tag-selv-borde for de advokater, der bliver udpeget som bisiddere for de involverede politikere og embedsmænd.
Det skal der nu sættes en stopper for, foreslår et ekspertudvalg under Justitsministeriet.
Undersøgelseskommissionerne skal simpelthen kunne bede advokaterne blive væk, hvis det ikke er relevant at de er tilstede. Dermed kan de heller ikke hæve honorar.
Udvalget har set på, hvordan man i fremtiden kan undersøge skandalesager bedre og mere effektivt. Forslagene skal nu i høring og diskuteres af Folketinget.
Mange advokater på plads
Ved den seneste store undersøgelse, i Tibet-sagen, var der ofte dage med 30-35 advokater til stede i undersøgelseskommissionens lokale i Buddinge nord for København, også på mere stille dage - alle naturligvis på honorar.
Dét var med til at gøre undersøgelsen dyr. En dag med 30-40 advokater på plads kan "løbe op i mere end en halv million kroner for en retsdag", skriver ekspertudvalget.
Nu foreslår ekspertudvalget at undersøgelseskommissionerne får mere magt over, hvor mange advokater der skal overvære afhøringer.
Kommissionen skal simpelthen kunne afskære advokaterne fra at deltage i møder, som man på forhånd kan forvente er "uden direkte eller indirekte betydning for den pågældendes klient".
Hurtigere undersøgelser
Det kontroversielle forslag kommer efter, at ekspertudvalget har talt med en lang række dommere, jurister og advokater, der har været med i tidligere undersøgelser af store skandalesager.
Udvalget kommer med en stribe forslag til, hvordan man i fremtiden kan undersøge den slags sager mere effektivt.
Den dommer, der er formand for kommissionen, skal have mere magt til at køre undersøgelsen effektivt. Og der skal laves bedre forundersøgelser, så man kan afgøre, om der er noget at gå videre med.
Politikerne på Christiansborg har i flere år diskuteret, om man skal lave parlamentariske høringer, hvor politikerne selv deltager i undersøgelserne - som det kendes fra USA.
Det rejser mange spørgsmål - for eksempel i forhold til retssikkerheden hos embedsmænd, der skal afhøre.
Og så siger ekspertudvalget klart nej til tv-transmissioner fra den slags høringer - så på det punkter bliver der ikke amerikanske tilstande i Danmark.