Der er ikke tale om et godt køtilbud i Magasin. Heller ikke om billetter til en stor koncert.
Men om en times tid tager den meget omtalte Skattesagskommission for alvor fat, når de første vidner skal afhøres.
Brødrene Klaus og Jesper Balle er troppet op i rigeligt god tid med termokaffekanden under armen. De vil følge Skattesagskommissionen tæt.
- Det bliver utrolig interessant at måle temperaturen på folk i lokalet, siger Klaus Balle fra Valby.
Han er pensioneret bryggerimedarbejder og har derfor god tid til at følge alle afhøringerne. Det er i hvert fald hans plan.
Jesper Balle, pensioneret bankmand, håber, at de mange afhøringer af de i alt 43 vidner kan presses ind mellem Bridge-spil.
De to brødre ankom allerede kl.7.30 - to timer før den første afhøring. Det nysgerrige søskendepar så i går billeder af det lille afhøringslokale, og turde ikke vente for længe med at tage afsted.
Magtmisbrug og lækage
Skattesagskommissionen skal både skal undersøge, hvem der stod bag lækagen af statsministerparrets private skattepapirer, og om nogen i den tidligere regering, dens rådgivere eller topembedsmænd har begået magtmisbrug ved at forsøge at påvirke sagens udfald og ved at forsøge at tilsværte Thorning forud for valget.
Det er meget alvorlige beskyldninger, der er på spil i Skattesagskommissionen, og for Klaus og Jesper Balle leder det tankerne tilbage på Tamilsagen.
Den blev også fulgt nøje, og den dag i dag husker Klaus Balle tydeligt detaljerne fra afhøringerne.
- Jeg har aldrig set et menneske være så arrogant som Uffe Ellemann i sine svar til dommer Hornslet, konstaterer Klaus Balle.
Følg med live på dr.dk
Når Skattesagskommissionen i dag tager hul på afhøringerne, er det med Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard og avisens chefredaktør Poul Madsen som vidner.
Den første afhøring starter kl.9.30, og du kan følge det live på dr.dk.