Københavns Kommune indgår aftale om Amager Fælled

De syv partier forventer, at der kan bygges 2.550 boliger på grunden på Amager Fælled.

I dag ligger der et vandrehjem på området, hvor der skal bygges boliger. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Efter hårde forhandlinger er et flertal i Københavns Borgerrepræsentation natten til fredag nået frem til en løsning, der skal erstatte byggegrunden Ørestad Fælled Kvarter.

Det oplyser Københavns Borgerrepræsentation i en pressemeddelelse.

De syv forhandlende partier - Socialdemokratiet, Radikale, SF, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance - er med aftalen blevet enige om, at byggeriet på Amager Fælled i stedet skal fylde 11,8 hektar.

Solidt flertal

Politisk ordfører for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation, Jonas Bjørn, er godt tilfreds med aftalen.

- Jeg synes, vi er landet et rigtig godt sted og har fået en aftale med et solidt flertal, siger han.

Aftalen har været længe undervejs.

Storm af protester

I 2016 lød de konkrete byggeplaner, at det nye kvarter på Amager Fælled skulle sikre 2500 nye boliger.

Men byggeriet blev mødt af en storm af protester. De 18 hektar, som kvarteret skulle fylde, var nemlig helt uerstattelig natur, lød kritikken.

Der blev indsamlet tusindvis af underskrifter og afholdt flere demonstrationer. Protesterne fik flere partier til at gå imod byggeplanerne i tiden op mod kommunalvalget i november 2017.

Den aftale, der natten til fredag er indgået, rejser de 1,9 milliarder kroner, som kommunen skylder for metrobyggeriet.

Derudover forventer partierne, at der kan bygges 2000 boliger på grunden, heraf cirka 640 almene boliger samt cirka 100.000 kvadratmeter erhverv.

Desuden skal en grund ved Bådehavnsgade ud mod Fiskerihavnen udvikles til yderligere 550 boliger.

- Vi sikrer mere end 2500 boliger i København og får leveret på regningen til metroen, men vi gør det på en måde, hvor vi samtidig sikrer den unikke natur på Strandengen, siger Jonas Bjørn.

Det bedste af to onder

Budgetordfører for De Radikale, Tommy Petersen, kalder aftalen "det bedste af to onder":

- Jeg havde jo helst set, at der slet ikke blev bygget på Fælleden, men der var et flertal uden for De Radikale, og derfor blev vi nødt til at sikre os, at der blev bygget mindst muligt.

Mandag aften forlod Alternativet og Enhedslisten budgetforhandlingerne på Københavns Rådhus, da de ikke ville give tilsagn om at bygge på Amager Fælled.

- Jeg er glad for, at Radikale og SF bed fast i forhandlingsbordet, da det jo så viste sig, at vi godt kunne rykke flertallet i en grønnere retning, siger Tommy Petersen.