KL: Ultimativt krav at regeringen betaler 10.000 boliger

Efter krav om besparelser er der ikke penge i kommunerne til at betale for nye flygtningeboliger, siger KL.

KL's formand Martin Damm har forud for mødet fredag sendt et notat til finansminister Claus Hjort Frederiksen, hvor kommunerne kræver 10.000 nye boliger betalt af regeringen. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Kommunernes Landsforening (KL) lægger nu for første gang konkrete - og ultimative - krav på bordet om 10.000 nye boliger til flygtningene forud for regeringens forhandlinger med kommunerne, skriver Politiken fredag.

Det fremgår af et forhandlingsnotat, som KL har sendt til Finansministeriet, og som Politiken er kommet i besiddelse af.

- Målet er, at der hurtigst muligt igangsættes opførelse af mellem 7000 og 10.000 nye almene boliger, står der blandt andet ifølge Politiken i notatet.

Desuden står det klart, at landets kommuner også mangler 2500 fleksible boliger som for eksempel barakker og pavilloner - foruden midlertidig indkvartering, der alene i 2016 vil løbe op i 340 millioner kroner.

Normalt skal kommunerne betale for en del af opførelsen af nye boliger. Men står det til KL-formand Martin Damm (V), skal regningen i stedet betales af finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

- Vi har i dag kommuner, der ikke har flere ledige boliger. Regeringen har pålagt kommunerne store besparelser, og der er simpelthen ikke penge til at betale for de mange boliger, vi mangler, siger Martin Damm til Politiken.

Er det et ultimativt krav?

- Ja, det er det. Vi skal have hjælp til at løse boligudfordringen. Hvad skal vi ellers sidde med til forhandlingerne for? Det giver jo ingen mening, siger Martin Damm til Politiken.

/ritzau/