Udenrigsminister Lene Espersen vil straks efter pinse besøge Danmarks nabolande for at forklare, hvad aftalen om den skærpede grænsekontrol går ud på.
Aftalen er blevet kritiseret af politikere rundt om i Europa, og på sin rundrejse vil Lene Espersen understrege, at aftalen ikke går ud på at indføre permanent personkontrol, men at styrke toldkontrollen.
På niveau med Muhammedkrisen
Og hvis man skal tro de Konservative, er rejsen meget vigtig.
- Denne rundrejse er diplomatisk set på niveau med Muhammedkrisen, for vi kan mærke at der er stor aktivitet i gang i de andre EU-lande, hvor man undrer sig og føler sig provokeret. Derfor er det enormt vigtigt, at vi forebygger en situation, der kan komme helt ud af kontrol, fortæller de Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader, til DR Nyheder.
Danmark kan blive isoleret
Naser Khader fortæller desuden, at han mener, at situationen kan eskalere, hvis ikke der bliver grebet ind med det samme.
- At vi har det højeste diplomatiske beredskab, er det rigtige at gøre, da Danmark kan blive isoleret og set skævt til, hvilket kan medføre, at arbejdskraft og turister bliver væk, hvilket ikke er i landets interesse, siger Naser Khader.