En timelang debat om kampfly til Irak er endt i politisk kaos i Folketinget.
Og det betyder, at danske F16-fly ikke kommer på vingerne torsdag morgen, som det ellers var ventet.
Samtlige partier har nu forladt folketingssalen uden at stemme. De borgerlige partier blokerer nemlig for den endelige afstemning om Irak-missionen.
Og nu har blå blok kaldt regeringen i samråd i Folketingets forsvarsudvalg, siger Lars Barfoed (K), til TV2 News.
- Regeringen kan ikke svare på, om vi har en krigstilstand, der gør, at hvis danskere tager ned og kæmper mod vores soldater for Isil (Islamisk Stat, red.), så kan de straffes for landsforræderi. Det må vi have sikkerhed for, og derfor må vi tage regeringen i samråd i udvalget i morgen, siger Barfoed.
Og det er Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, helt enig i, siger hun til tv-stationen.
- Vi skal beskytte vores soldater, alt det vi kan. (...). Vi skal vide, hvilken straf de her krigere kan få. Det er ikke fordi, vi ikke bakker op om forslaget om at sende soldater af sted, siger Støjberg.
Lidegaard: Substansen er vi enige om
Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) siger, at han nu vil tage en snak med Venstre, så afstemningen kan finde sted torsdag.
- Venstre ønsker åbenbart en afklaring om nogle juridiske paragraffer. (...) Men jeg synes, vi skal stå sammen som folketing. Det er det bedste rygstød at give de danske soldater. Derfor vil jeg gøre, hvad jeg kan, for at det her ikke forsinker processen. Substansen er vi jo ikke uenige om, siger Lidegaard til TV2 News.
Holger K.: 'Noget pjat'
Beslutningen om at udskyde afstemningen passer hverken SF eller Radikale Venstre.
SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, kalder det 'noget pjat' og 'indenrigspolitisk drilleri' fra de borgerliges side.
De Radikales forsvarsordfører, Zenia Stampe, siger, at udskydelsen af afstemningen er bekymrende for de irakere, 'der har brug for akut hjælp'.
- Jeg synes, at det er fuldstændig grotesk. Vi har haft en lang og grundig debat i salen om det her, siger Zenia Stampe til Ritzau.
Folketinget har hele onsdagen diskuteret beslutningsforslaget, der skulle bane vejen for at få flyene på vingerne mod Irak, hvor USA og Storbritannien allerede smider bomber over Islamisk Stats positioner.
Skal i samråd klokken 7
Danmark bidrager i forvejen til den internationale koalition med et humanitært bidrag bestående af et bemandet Hercules-fly.
Udenrigsminister Martin Lidegaard og justitsminister Karen Hækkerup (S) er kaldt i samråd med Folketingets forsvarsudvalg klokken 07.00 torsdag morgen.
Og Folketingets medlemmer er indkaldt klokken 09.00 for at tage stilling til, om F-16-flyene kan lette mod Irak, oplyser Martin Lidegaard til Ritzau.