Kæmpe tilstrømning: Aldrig før har DF haft så mange medlemmer

Danmarks næststørste parti har aldrig haft så mange medlemmer som nu, viser ny opgørelse.

Ifølge de seneste tal har Dansk Folkeparti nu 17.122 medlemmer. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Kristian Thulesen Dahl har i den grad noget at glæde sig over, når han sammen med resten af Dansk Folkeparti skal fejre partiets 20. års jubilæum i weekenden på det årlige landsmøde.

Hvor partier som Socialdemokraterne og de Konservative kæmper for at holde fast på medlemmerne, har medlemstallet hos Dansk Folkeparti aldrig været højere end nu.

Det skriver netavisen Altinget.

Større rekruteringsbase

Ifølge den seneste opgørelse har partiet nu 17.122 medlemmer.

Og hele 2.535 danskere har i løbet af det seneste år meldt sig ind hos Dansk Folkeparti, der med mere end 21 procent af stemmerne blev landets andet største parti ved forsommerens folketingsvalg.

Det møder glæde i partiorganisationen.

- Så er der en større base at tage folkevalgte fra i fremtiden, siger partisekretær Poul Lindholm til Altinget.

Størst fremgang i Billund

Dansk Folkeparti blev stiftet den 6. oktober 1995 af blandt andre Kristian Thulesen Dahl og hans forgænger på formandsposten, Pia Kjærsgaard.

Ifølge Altingets opgørelse har partiet stort set oplevet medlemsfremgang hvert eneste år siden da. Og medlemmerne er især strømmet til, efter at Kristian Thulesen Dahl overtog formandsposten i 2013.

Han fik selv et kanonvalg ved Folketingsvalget i juni. 57.371 vælgere stemte nemlig personligt på DF-formanden, hvilket var det højeste personlige stemmetal ved valget.

Ifølge netavisen har medlemsfremgangen været størst i Billund, Tønder og Brøndby.