K: Nu er der sat endeligt punktum i sagen om landbrugspakken og Eva Kjer

Sagen, der blandt andet kostede Eva Kjer Hansen en ministerpost, er nu slut, siger De Konservative.

- Tillid er ikke noget, man kan opbygge med kvælstofreducerende tiltag, siger Mette Abildgaard (K). (Foto: © Uffe Weng, Scanpix)

Punktum. Slut.

Det særdeles tumultariske forløb om landbrugspakken, Eva Kjer Hansens ministerafgang og konservative krav om kvælstofreducerende tiltag i en naturpakke er nu endegyldigt fortid.

Sådan lyder det fra De Konservatives miljøordfører, Mette Abildgaard, efter at blå blok har indgået en aftale om Naturpakken, hvori der findes kvælstofreducerende tiltag på 630 ton - K's krav før forhandlingerne lød på 624 ton.

- For os er det her punktum for den sag, der har været. Vi har fået en minister, som vi har fuldstændig tillid til, og som vi har haft gode forhandlinger med, siger hun.

De Konservative endte som bekendt med at stemme for landbrugspakken, men partiet erklærede før det mistillid til daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), der endte med at trække sig.

Mette Abildgaard afviser, at Eva Kjer Hansens ministerafgang var unødvendig.

- Den sag, som berørte den tidligere minister, gik på, at vi ikke længere havde tillid til ministeren på baggrund af nogle oplysninger, som vi mente ikke var retvisende.

- Tillid er ikke noget, man kan opbygge med kvælstofreducerende tiltag. Tillid er noget helt fundamentalt, når man forhandler i politik. Og derfor gik det, som det nu engang gjorde. Så har vi efterfølgende sagt, at der var et efterslæb i forhold til vandmiljøet, og det er det, vi har fået rådet bod på i dag, siger Mette Abildgaard.

Eva Kjer Hansen måtte forlade sin post som miljø- og fødevareminister efter pres fra K. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Hun understreger, at De Konservative nu ser fremad, og at samarbejdet med nuværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er "rigtig godt".

Han afviser, at imødekommelsen af De Konservative skal opfattes som en erkendelse af, at regeringen og tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) var galt på den i forhold til de beregninger, der lå til grund for landbrugspakken.

- Når vi kommer De Konservative i møde, lige så vel som vi kommer Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i møde, er det af den helt enkle årsag, at vi er en mindretalsregering, der lytter til de samarbejdspartnere, vi har, siger Esben Lunde Larsen.