K afventer kvælstofprøver - men vil rette hvis der er fejl

Konservative vil genoverveje landbrugspakke, hvis der er fejl i kvælstofprøver i 2018.

Mette Abildgaard, miljøordfører for K, vil indkalde forligskredsen til møde, hvis nye data i midten af 2018 tyder på, at der udledes mere kvælstof. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel blev Bjørn Molt Petersen ved en fejl omtalt som tidligere professor. Den fejlagtige stillingsbeskrivelse er slettet.

Mette Abildgaard, K-miljøordfører, vil afvente nye målinger af kvælstof i vandmiljøet fra danske marker, før hun vil tage stilling til, om der skal ændres i Landbrugspakken.

Det skriver hun på Facebook, efter en forsker i Berlingske sår tvivl om beregningerne bag Landbrugspakken, der gav landmænd lov til at gøde mere.

Politikerne ved godt, at regnemodellen er usikker, lyder det fra Mette Abildgaard.

- Derfor er man lige nu ved at lave en række nye målinger på marker af, hvor meget kvælstof der udvaskes, for at kunne opdatere modellen yderligere. Det resultat har vi i midten af 2018.

- Hvis den nye data viser, at der er sket fejl, så må vi naturligvis rette op på det. Så vil jeg bede om, at forligskredsen indkaldes og drøfter dette. Men det har jeg altså ingen grund til at tro på nuværende tidspunkt, skriver hun.

Forskeren Bjørn Molt Petersen har ifølge Berlingske med støtte fra Danmarks Naturfredningsforening gået beregningerne efter.

Han mener, at usikkerheden får den til at fremstå mere miljøvenlig, end den er.

En række professorer anerkender Bjørn Molt Petersens konklusioner, men de er uenige om, hvad konsekvenserne er.

/ritzau/