Justitsminister Mette Frederiksen (S) er helt uenig med et politisk flertal uden om regeringen, der kræver en hurtig redegørelse om terrorangrebet i København.
Flertallet består af Venstre, Dansk Folkeparti, de Konservative, Liberal Alliance og SF, som vil have redegørelsen senest om tre uger.
Men det er ikke der, Politiets Efterretningstjeneste og politiet skal lægge deres kræfter nu, mener justitsministeren.
- Der er ingen tvivl om, at der skal komme en redegørelse. Og den skal Folketinget selvfølgelig nok få lov til at læse, så alle har den nødvendige viden for at træffe nødvendige fremadrettede beslutninger, siger hun.
- Men når jeg ikke vil tvinge vores myndigheder til at bruge de næste tre uger på at sidde og skrive papirer til Folketinget, så er det fordi, at efterforskningen stadig pågår.
Flertallet ønsker hurtige svar
Konkret vil de borgerlige partier og SF have regeringen til at redegøre for forløbet omkring angrebene på Krudttønden og den jødiske synagoge i København. Der skal blandt andet redegøres for sikkerheden de to steder.
Partierne vil også have svar om myndighedernes viden om gerningsmanden, Omar Abdel El-Hussein.
Derudover vil de have indblik i eventuelle ændringer af de danske myndigheders sikkerhedsforanstaltninger efter terrorangrebet i Paris i starten af januar.
Og så vil de have en redegørelse om Kriminalforsorgens generelle antiradikaliseringsindsats.
- Vi skal bevare roen
Men lige nu er det i Mette Frederiksens optik vigtigt at bevare fokus på den igangværende efterforskning af skyderierne, der kostede den 55-årige Finn Nørgaard og den 27-årige Dan Uzan livet, mens fem betjente blev såret.
- Vi har behov for at vide, hvem den her gerningsmand egentlig var: Var der nogen, der hjalp ham, og er der noget omkring den mand, vi skal blive klogere på i forhold til vores generelle terrorberedskab og til forebyggelse af eventuelt andre anslag?
Mette Frederiksen understreger samtidig, at det er vigtigt at bevare roen i den nuværende situation frem for at trække politik ind i sagen.
Appel om ikke at gå i selvsving
Justitsministeren opfordrer derfor Christiansborg til ikke at gå 'i selvsving'.
- Folketinget kan jo træffe de beslutninger, de vil. Men jeg er nødt til som justitsminister at erklære min uenighed, for det er mig, der har ansvaret for de her myndigheder, og jeg mener sådan set, vi alle har en kæmpe stor interesse i, at efterforskningen får lov til at pågå på den rigtige og korrekte måde.