Johanne Schmidt til Helle Thorning: Det er tid til et seriøst kursskifte

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, opfordrer igen regeringen til at vise, at der er forskel på rød og blå blok.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt Nielsen, opfordrer i sin tale på partiets årsmøde regeringen til at skifte kurs. (Arkiv). (Foto: © Kasper Palsnov)

Hvis Helle Thorning-Schmidt skal gøre sig forhåbninger om, at hendes regering bliver genvalgt, er det tid til et 'seriøst kursskifte'.

Sådan lyder budskabet fra Johanne Schmidt-Nielsen på Enhedslistens årsmøde, der blev skudt i gang fredag eftermiddag.

- Lad os få løst dagpengeproblemet. Det nytter ikke noget at sylte de åbenlyse problemer i endnu en kommission. Det skal være lettere at optjene retten til dagpenge og dagpengeperioden skal være længere, siger hun fra talerstolen i Øksnehallen.

Står det til Johanne Schmidt-Nielsen skal regeringen til at føre en mere solidarisk politik:

- Lad os droppe sulteydelserne til de unge. Og den gensidige forsørgerpligt, der splitter familier ad og gør kommunalt ansatte til dyneløftere, siger hun

Gentager budskab fra 1. maj-tale

Dermed gentager partiets politiske ordfører sit budskab fra 1. maj:

- Kom nu, Helle Thorning. Lad os bruge det sidste år sammen. Lad os vise, at der er forskel på rød og på blå. Vis nu Danmark, at solidaritet ikke bare er et ord, du siger i dine taler. Men at solidarisk politik rent faktisk er noget, du kan levere.

Og ifølge støttepartiets frontfigur er Enhedslisten klar til at levere de afgørende stemmer:

- Vi vil gerne samarbejde. I det sekund du vil være med til at føre solidarisk politik, Helle Thorning, så tropper vi op.

Enhedslistens årsmøde fortsætter frem til søndag.