- De stramninger på asylområdet, som højrefløjen har lavet, har spillet en betydeligt større rolle, end jeg havde regnet med, sagde Johanne Schmidt-Nielsen, da hun var gæst i DR2-programmet Vi ses hos Clement søndag aften.
Det har tidligere været Enhedslistens holdning, at stramningerne ikke kunne bruges til at reducere antallet af asylansøgere. Johanne Schmidt-Nielsen sagde for eksempel til Berlingske i 2013:
”Når antallet af asylansøgere i de senere år er steget, skyldes det konflikter og undertrykkelse ude i verden og andre forhold, der ikke kan reguleres fra Christiansborg – af selv et nok så fremmedangst flertal.”
Men efter flere tusinde flygtninge i løbet af de seneste to uger er kommet ind i Danmark, og har undladt at søge asyl, har Enhedslistens politiske ordfører en anden holdning, kom det frem i interviewet.
Det, vi har konstateret, er, at der er tusinder af mennesker, der ved, at vi har strammet, og af den årsag vælger de Danmark fra. Når I argumenterede indtil for få uger siden med at sige, de her mennesker er så forfulgte og desperate, at de kommer uanset hvad, så var det forkert.
Du har ret. Jeg har fuldstændigt undervurderet, hvor meget de signaler, som der sendes fra skiftende regeringer i Danmark har haft i forhold til, at man forsøger at skubbe ansvaret fra verdens flygtninge fra sig her i Danmark, hvor stor betydning. Og for den sags skyld også annoncerne, sagde Johanne Schmidt-Nielsen med henvisning til de annoncer, som regeringen for nyligt indrykkede i libanesiske aviser.
Forrige regering har større ansvar
Men det er ikke kun den nuværende regering, men også den tidligere SR-regering, der havde regeringsmagten med Enhedslisten som støtteparti, der har formået at få flygtninge til at søge asyl i andre lande end Danmark, mener partiets politiske ordfører.
- Jeg tror, det, som spiller den største rolle i den sammenhæng, er stramningen på reglerne for familiesammenføring, som Socialdemokraterne og De Radikale lavede.
Du siger, de stramninger, Thorning indførte, tilsyneladende har haft en større effekt?
- Ja. Noget af det mest radikale, der er sket med asylpolitikken på flygtningeområdet i Danmark i mange, mange år, det er da, at en SR-regering sagde, at for de flygtninge, der får midlertidig beskyttelses-status, skal der gå et år, før de kan få deres børn, deres kone i sikkerhed. Selvom det bestemt ikke gælder alle de flygtninge, fordi mange får det, der hedder konventionsstatus, så er det et rygte, som virkeligt er derude. Og der er mange, der siger: ”Så skal jeg ikke registreres i Danmark,” sagde Johanne Schmidt-Nielsen.