Jeppe Søe: Her er min udmeldelse

Jeppe Søe bekræfter nu officielt, at han har meldt sig ud af Moderaterne.

Jeppe Søe var medlem nummer to i Moderaterne. Nu er han ude. (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, Ritzau Scanpix)

Det gik vildt for sig, da Moderaternes folketingsmedlem Jeppe Søe i går midt i optagelsen af B.T.'s podcast Q&CO besluttede sig for, at han ville melde sig ud af partiet.

Et parti, han selv var med til at stifte sammen med Lars Løkke Rasmussen.

Nu bekræfter Jeppe Søe så, at han officielt har meldt sig helt ud af partiet. Det gør han i et opslag på det sociale medie X.

I opslaget deler han et billede af den mail, han har sendt til partiet om sin udmeldelse.

Jeppe Søes opslag på X med et billede af den mail, hvor han melder sig ud af partiet.

"Kære Moderaterne. Jeg vil hermed meddele min udmeldelse af Moderaterne," lyder det indledende i mailen.

Han skriver i samme omgang, at han dermed forlader partiets hovedbestyrelse, partiets folketingsgruppe og det, der i Moderaterne hedder det politiske mødested. Det er det politiske forum, der var forløberen for selve partiet.

Dermed er Jeppe Søe nu løsgænger i Folketinget. Han har endnu ikke fortalt, om han vil fortsætte i Folketinget eller nedlægge sit mandat.

Og så deler han en anden detalje om sit nu tidligere medlemskab - medlemsnummeret.

"Mit medlemsnummer er 2," skriver han.

En detalje, der viser, at Søe sammen med Lars Løkke Rasmussen var med til at stifte partiet, og altså var blandt de allerførste medlemmer. Om formanden har nummer 1, vides ikke.

Kaotisk uge

Jeppe Søes brud med Moderaterne i går var kulminationen på en uge med offentlig uenighed mellem ham og partiformand Lars Løkke Rasmussen.

Uenigheden bunder i sagen om det dårlige arbejdmsiljø blandt de ansatte i Moderaternes sekretariat.

Her har Jeppe Søe i fuld offentlighed modsagt partiformanden og hans løsning på problemet.

Mens Løkke og resten af partitoppen mener at have fundet en vej videre ved at hyre en erhvervspsykolog og oprette en whistleblowerordning, har Jeppe Søe ment, at det var nødvendigt med en uvildig undersøgelse af problemet.

Den uenighed, samt at Søe føler sig udsat for "modbydeligheder" fra partiet, fik ham i får til at trække stikket og annoncere, at han ville melde sig ud.

- Jeg trækker mig på baggrund af halvanden uges modbydelighed og i særdeleshed mod medarbejderne. Det kan jeg selvfølgelig ikke være del af. Det er helt umuligt, sagde Jeppe Søe han i B.T's podcast Q%CO.

DR har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Jeppe Søe. Det er ikke lykkedes.