Socialdemokratiets udenrigsordfører Jeppe Kofod har kurs mod Europa Parlamentet i Bruxelles og Strasbourg.
Jeppe Kofod er af sit partis ledelse udset til at blive spidskandidat ved valget til parlamentet i juni 2014, erfarer DR Nyheder.
Møde onsdag
Socialdemokratiets hovedbestyrelse mødes onsdag på Christiansborg. Her er det kommende parlamentsvalg på dagsordenen, og hovedbestyrelsen ventes at udpege Jeppe Kofod til at stå i spidsen for partiets arbejde og kampagne frem mod valget.
Selve den formelle opstilling af kandidater sker først på et senere tidspunkt. Men går mødet onsdag som ventet, vil alt pege på en placering af Jeppe Kofod øverst på Socialdemokratiets liste, når valget kommer.
Afløser Dan Jørgensen
Ved de seneste valg i 2009 var Dan Jørgensen spidskandidat, men han er nu blevet opstillet på Fyn for at blive medlem af Folketinget ved næste valg i Danmark.
Socialdemokraternes tre øvrige medlemmer af Europa Parlamentet er Ole Christensen, Britta Thomsen og Christel Schaldemose. Danmark har 13 medlemmer i parlamentet. Tallet ventes at blive det samme, også efter valget i 2014.
Bornholm og Verden
Jeppe Kofod har været medlem af Folketinget siden 1998, valgt i den stensikre kreds på Bornholm. Ved valget i 2011 stemte hver fjerde bornholmer på Kofod.
Han har gennem hele sin karriere på Christiansborg beskæftiget sig med udenrigspolitik. Han er for tiden udenrigsordfører og medlem af Folketingets Europaudvalg.