Hvis en dansk virksomhed overtræder EU’s regler om, at man ikke må sælge, overføre eller levere jetbrændstof til Syrien, er det meget alvorligt.
Det fastslår erhvervsminister Rasmus Jarlov (K), efter DR har afsløret, at den danske virksomhed Dan-Bunkering ifølge DR’s oplysninger har været involveret i en sag om leverancer af mindst 30.000 ton jetbrændstof til russiske kampfly i Syrien.
- Sanktionerne er der for at dæmpe det folkemord, som er foregået i Syrien, og det forventer jeg, at alle danske virksomheder bakker op om, siger Rasmus Jarlov.
Politiet undersøger Dan-Bunkerings rolle
Erhvervsstyrelsen har anmeldt Dan-Bunkering til politiet for muligt brud på EU's sanktioner mod Syrien. Det fortæller flere af hinanden uafhængige kilder til DR. Fyns Politi har bekræftet, at politikredsen har modtaget en anmeldelse i sagen, som de undersøger.
Rasmus Jarlov ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men siger:
- Hvis danske virksomheder har bidraget ved på nogen som helst måde at overtræde sanktioner og dermed have muliggjort operationer fra Assad-regimets side eller de russere, der har støttet det, så er det en dybt alvorlig sag. Det kan have betydet, at der er mennesker, der er døde, som ellers ikke ville være døde.
Klar til at retsforfølge
Viser det sig, at en dansk virksomhed har brudt EU-sanktionerne mod Syrien, vil det ifølge Rasmus Jarlov få konsekvenser.
- Der er jo op til fire års fængsel for at overtræde sanktionerne. Og det er helt sikkert, at hvis der sker overtrædelse af sanktionerne, vil danske myndigheder retsforfølge de danske virksomheder, siger ministeren.
Mener du som erhvervsminister, at man kan forlange, at en virksomhed kan holde styr på alle de sanktioner, der er?
- Jeg mener helt bestemt, at man kan forlange, at virksomheder har styr på, hvilke sanktioner der er gældende. Det har ikke været nogen hemmelighed for nogen, at der er sanktioner mod Syrien. Hvis man bryder sanktioner mod et land, hvor der er borgerkrig, og hvor man ved, at folk bliver myrdet, er det dybt alvorligt.
Dan-Bunkering afviser brud på EU-regler
Hverken Dan-Bunkering eller virksomhedens ejer Torben Østergaard-Nielsen har ønsket at give interview til DR eller kommentere sagens detaljer.
I en mail sendt den 10. april 2019 til DR afviser virksomhedens advokat Peter Appel fra firmaet Gorissen Federspiel, at Dan-Bunkering har handlet i strid med EU’s regler. Han skriver, at Dan-Bunkering aldrig har leveret jetbrændstof til Syrien eller til en kunde, der er omfattet af EU’s sanktionsregler:
- Det kan således oplyses, at Dan-Bunkering aldrig har leveret brændstof til Syrien. At Dan-Bunkering ikke har handlet i strid med EU-reglerne. At Dan-Bunkering ikke har leveret brændstof til en kunde, der er omfattet af EU’s sanktionsregler.
Dan-Bunkering har trods gentagne forespørgsler gennem flere uger ikke svaret på DR’s spørgsmål om, hvorvidt virksomheden har været involveret i leverancer af jetbrændstof, der er anvendt i Syrien og fragtet til landet via overførsler til russiske tankskibe.
De amerikanske retsdokumenter omhandler overtrædelse af USA's økonomiske sanktioner mod Syrien. Tre syrere og fem russere er anklaget i sagen i USA, herunder flere ansatte hos Dan-Bunkerings russiske forretningspartner. Dan-Bunkering er hverken sigtet eller tiltalt i USA eller i Danmark.