Ja, det var MeToo, siger Jon Stephensen om den besked, der sendte ham på orlov

Løsgængeren Jon Stephensen har både været til terapeut, psykolog og præst de seneste fire måneder.

Jon Stephensen er fortsat medlem af Moderaterne. Men han er løsgænger i Folketinget. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Løsgænger Jon Stephensen vil ikke selv være dommer over de handlinger, som endte med at blive grundlaget for hans exit i Moderaternes folketingsgruppe.

- Det må andre vurdere, lyder svaret, når DR spørger ham.

Men han erkender, at der er tale om et ulige magtforhold mellem ham og den unge kvinde, som han sendte en besked til på Instagram, hvor han kommenterede på hendes krop.

Derfor er der altså også tale om MeToo, erkender han.

- Uanset hvad så er det et asymmetrisk magtforhold. Og det er også MeToo. Så ja, det er det vel, siger Jon Stephensen.

'Så er det vel en krænkelse'

DR møder ham fredag foran hovedtrappen ind til Christiansborg. Jon Stephensen er netop vendt tilbage til sin "første arbejdsdag" efter en pause på fire måneder. En pause, han blev bedt om at holde af sin nu tidligere partiformand Lars Løkke Rasmussen, og som han skulle bruge på at "genoprette tilliden".

Stephensen blev sendt på orlov tibage i april efter flere sager havde hobet sig op omkring ham.

Beskyldninger om alt fra et giftigt arbejdsmiljø til forfalskning af en underskrift fra hans tid som teaterdirektør. Det hele kulminererde, da TV2 i april kunne afsløre, at Jon Stephensen havde sendt en upassende besked til en 19-årig kvinde fra Unge Moderater.

I beskeden skriver Jon Stephensen til den unge kvinde, at hun er "smuk, med den lækreste krop".

En besked, som 63-årige Stephensen i dag siger, at han aldrig skulle have sendt. Faktisk er der "ikke noget, han fortryder mere".

- Jeg tænkte ikke over, da jeg skrev det, at det var forkert. Det ved jeg nu. Men nogle gange sker der noget, hvor man ville ønske, man kunne gøre det om, siger han.

Og efter gentagne spørgsmål medgiver han også, at der også er tale om en krænkelse, da han skrev til kvinden, som han "selvfølgelig" vidste var en del yngre end ham selv.

- Det var ikke ment som en krænkelse.

Men det har den unge kvinde oplevet det som?

- Og det er jo det, det handler om. Så er det vel en krænkelse.

Er du så en krænker?

- Ja, hvis du mener, at jeg skal fremstå som sådan, så burde jeg ikke have skrevet det sådan, for det kan virke krænkende, og det blev modtaget krænkende. Det var ikke min mening. Men sådan er det, og det er også derfor jeg har bedt om hjælp.

 'Er der noget grundlæggende galt med mig?'

Hjælpen til at finde ud af, hvad det er, der gjorde, at han "kom til det", har han fået fra både "terapeuter, psykologer og præster", som han siger.

- Er der noget grundlæggende galt med mig? Er der noget, jeg simpelthen bliver nødt til at justere? Det er noget af det, man nogle gange skal bruge hjælp til udefra, siger han.

- Det, synes jeg, jeg skyldte alle.

Nu har Jon Stephensen så haft fire måneder til at efterrationalisere oven på de mange beskyldninger.

Kan du nu genkende det billede af dig, som flere af dine tidligere ansatte og samarbejdspartnere tegner af dig?

- Jeg har givet en undskyldning til de mennesker, som stillede sig frem. Jeg har været teaterchef i 22 år. Begår man fejl undervejs? Fuldstændig åbenlyst. Og det har jeg undskyldt for.

Synes du godt, man kan sidde i Folketinget, når man har de sager imod sig, som du har?

- Jeg har ikke nogen sager. Jeg har ikke begået noget kriminelt.

- Selvfølgelig har de mennesker, der stiller sig frem, krav på en undskyldning. Det er bare ikke det samme, som at jeg har været en dårlig chef i 22 år. Det er også en side af sagen.

Indgået forlig i injuriesag

Når det kommer til sagen om den falske underskrift, så har Jon Stephensen droppet den injuriesag, som han ellers havde anlagt mod Henning Dyremose, som er bestyrelsesformand på teatret Aveny-T.

Henning Dyremose oplyste tidligere i år, at det blandt andet var en mistanke om forfalskningen af en underskrift, der førte til, at Jon Stephensen i maj sidste år blev fyret som direktør for teatret Aveny-T.

Det fik Jon Stephensen til at aflevere en stævning mod Henning Dyremose, men den stævning har folketingsmedlemmet droppet nu, og parterne har i stedet indgået et forlig, siger Jon Stephensen. I det forlig er der ifølge ham gensidig tavshedspligt.

Derfor kan Jon Stephensen ikke svare, da DR spørger ind til den lydfil, som Dagbladet Børsen kunne offentliggøre, hvor et øjenvidne fortæller, at lyden angiveligt skal være beviset på, at Stephensen forfalsker underskriften.

- Jeg har ikke så meget mere at sige til det. Jeg har tavshedspligt omkring det forlig, vi har lagt.

Men du har tidligere sagt, at du ikke ville kommentere på det, fordi der var en verserende injuriesag. Nu er der jo ikke en sag mere. Kan du kommentere på lydfilen? Er det din stemme og i så fald: Hvad viser lydfilen så?

- Vi har lavet et forlig, hvor vi har tavshedspligt begge parter, og så er den ikke længere.

Hvad er det, I er blevet enige om i det forlig?

- Det er klart, det kan jeg ikke udtale mig om, fordi vi har gensidig tavshedspligt.

Hvis du stadig mener, du har ret, hvorfor trækker du så sagen?

- Fordi jeg ønsker ro.

- Alt, som kan støje, når man er i politik, er ikke godt. Det skal man prøve at få væk. Man skal ikke have injuriesager kørende som politiker.

Se en lille bid af interviewet med Jon Stephensen herunder:

'Jeg håber, der er tilgivelse'

Men Jon Stephensens ønskede ro bliver somme tider forstyrret, siger han.

- Jeg tænker nogle gange i mit stille sind; Hvor lang er dommen? Hvornår er man i andre strafudmålinger et frit menneske igen? Det har jeg selvfølgelig tænkt på nogle gange.

Han har ikke selv svaret.

- Og det er ikke mig, der skal komme med det. Men det er da en bekymring, jeg har i rygsækken. Det er da klart.

Hvad er bekymringen?

- En angst kan man jo næsten kalde det. Det er jo: Er man dømt på ubestemt tid. Om det er en strafudmåling på ubestemt tid.

Men du siger selv, det var en fejl at skrive den besked. Det skulle du aldrig have gjort. Så er det egentlig ikke også fair, at sagen har konsekvenser?

- Det er fuldkommen det, jeg siger. Jeg angrer. Jeg afsoner den. Men er man dømt på ubestemt tid? Er man dømt for evigt for det?

- Jeg håber, der er tilgivelse i alle livets relationer. Men jeg ved det ikke.

Den unge kvinde, som modtog den upassende besked fra Jon Stephensen sagde til TV 2, at Jon Stephensens exit fra folketingsgruppen gjorde hende "lettet".

- Det har været en byrde, jeg har gået med. Hvis han var kommet tilbage, er jeg ikke sikker på, at jeg kunne have fortsat i partiet, sagde kvinden til TV 2, da nyheden kom 17. august.

Bærer ikke nag

Nu starter Jon Stephensens tid som løsgænger i Folketinget. Og han bærer ikke nag over, at der ikke længere var plads til ham i Moderaternes Folketingsgruppe, siger han.

Om Lars Løkke Rasmussen, som han bistod i stiftelsen af Moderaterne, siger han:

- Vi har samme arbejdsplads, vi spiser i samme kantine. Hvis jeg møder ham, vil jeg sige hej og spørge, om hans sidste rejse var god. Vi er jo kollegaer.

Jon Stephensen er stadig medlem af Moderaterne, selvom han ikke længere er en del af partiets folketingsgruppe. Til DR fortæller han, at han langt henad vejen agter at stemme med regeringen, når han skal stemme i folketingssalen.

Det kan du læse mere om i artiklen herunder: